Kommune efterlyser værnemidler – flere produkter er en mangelvare
Silkeborg Kommune har brug for hjælp fra befolkningen til at skaffe bestemte typer værnemidler.
Silkeborg Kommune opfordrer nu alle borgere, foreninger, virksomheder eller andre, som ligger inde med ekstra værnemidler, som de ikke selv skal bruge, til at kontakte kommunen.
Det er især nogle helt bestemte produkter, som kommunen er på jagt efter.
- Vi er godt med på værnemidler, men nogle produkter er blevet meget svære at skaffe. Især servietter til desinfektion af overflader er en mangelvare, siger Søren Boisen, leder af Silkeborg Kommunes indkøbs- og udbudsteam, i en pressemeddelelse.
- Hele verden efterspørger værnemidler, og vi vil særligt gerne have flere desinfektionsservietter, engangs-forklæder og -kitler ind på vores lager, fortsætter indkøbslederen.
Disse værnemidler efterlyser kommunen
De værnemidler, der efterlyses, er særligt:
- Servietter til desinfektion af overflader (skal indeholde mellem 70-85 % ethanol)
- Engangsforklæder
- Engangskitler med lange ærmer, der lukkes bagpå (både vandtætte og væskeafvisende)
- Engangshandsker – særligt i størrelse medium og large (nitril og latex)
- Ansigtsvisir
- Kirurgiske mundbind
- Mundbind med visir
- Masker
Kilde: Silkeborg Kommune
Køber og henter værnemidlerne
Æsker og indpakning skal være uåbnede for at sikre sig mod smitterisiko.
Ønsker man at afsætte sine værnemidler til kommunen, skal man sende en mail til depot@silkeborg.dk med information om, hvad man har.
I mailen må man meget gerne vedhæfte et billede eller et datablad, hvis man har det.
Så kontakter kommunen folk efterfølgende og aftaler nærmere.
- Vi vil gerne købe værnemidlerne og kan også afhente dem. Donationer er naturligvis også velkomne, oplyser Silkeborg Kommune.
Medarbejdere på Hjælpemiddeldepotet efterser de indleverede værnemidler, inden de fordeles videre til brug i institutionerne.