Nøgen-debatten raser: Her er der krav om badetøj i sauna
Mens der nogle steder er forbud på badetøj i sauna, har de andre steder påbud om det samme. Debatten foregår i klubber i hele landet.
Badetøj eller ingen badetøj i saunaen?
Det er det store spørgsmål i Silkeborg i den seneste tid. Almind-Wellet, der driver saunaen ved Almind Sø, nægter at tillade badetøj. Mens viceborgmesteren siger, at det skal man have lov til at have på.
Ved Baderiget Marselisborg har man altid haft de modsatte regler af Almind-Wellet. Her skal man havde badetøj på i saunaen.
- Vi har en helt gammel regel, fra da vi startede vores forening, at det er påbudt at bruge badetøj i og omkring vores saunaer, fortæller Torben Søgaard, der er formand for Baderiget Marselisborg.
Har ikke haft problemer
Formanden for Baderiget Marselisborg fortæller, at reglen er sat i verden for at tage hensyn til dem, der færdes i området.
- Det er en gammel anbefaling i forbindelse med, at vi startede op, at vi gerne vil beskytte vores medlemmer og de mange mennesker, der færdes på Marselisborg Havn, siger Torben Søgaard.
Han fortæller, at de ikke har oplevet nogle problemer med at have badetøj på i saunaen. Men det har dog været oppe til debat.
Foreningen havde emnet oppe på deres seneste generalforsamling, hvor en kvinde stillede forslag om, at kvinder også skulle have lov til at sidde topløs ligesom mændene.
Forslaget blev dog ikke vedtaget. Torben Søndergaard fortæller, at reglen dog ikke er uforanderlig.
- Det er svært at sige, om reglen bliver ændret. Nu har der været en masse debat om det den seneste tid. Vi er en normal demokratisk styret forening, så det er medlemmerne, der bestemmer det.
Skaber debat i hele landet
Det er ikke kun i Østjylland, at debatten om badetøj i saunaer fylder.
Ifølge tidligere formand for Det Danske Saunaselskab Michael Besnier Jensen har det været til diskussion i de fleste sauna- og vinterbadeforeninger landet over.
- Bølgerne kan gå højt. Der er mange vinterbadeforeninger, der siger, at det er forbudt at have badetøj på, mange siger, at man skal have tøj på og nogle siger, at man selv må vælge, fortæller han.
Eksperter: Ingen evidens for at badetøj i sauna er uhygiejnisk
Lars Münster, sekretariatschef, Rådet for bedre hygiejne
- Hvis de alle sammen har sat sig på et håndklæde, så er der ikke den store forskel på det hygiejniske.
- Ofte vil det være en vej til kolibakterier eller andre bakterier, som kan give hudirritation, hvis man sidder helt nøgen uden et håndklæde under sig.
Lars Østergaard, overlæge, infektionsmedicinsk afdeling, Aarhus Universitetshospital.
- Der er ikke lavet nogen videnskabelige forsøg om det. Der er ikke noget videnskab, der taler for det ene eller andet.
- Men ved 80 grader i saunaen er der ikke meget, der overlever, uanset om man har tøj på eller ej.
- Jeg tror ikke, det gør den store forskel, om man bruger et håndklæde. Hvis der er 80 grader på overfladen, så er der ikke meget, der overlever af hverken af virus eller bakterier.
Ifølge ham er saunaselskabets holdning, at det er bedst at gå i sauna uden tøj på.
- Man skal ikke pakke sig ind i saunaen. Det er en badeform, og der er jo heller ingen, der tager badetøj på under bruseren for eksempel, siger Michael Besnier Jensen.
På trods af det, mener han dog, at der skal være plads til alle i saunaerne, og at det derfor skal være valgfrit, om man vil have badetøj på eller ej.
- Man skal have lov til selv at vælge, så er der ikke så meget pjat. Man skal have lov til både at være nøgen og have badetøj på, og så skal folk respektere hinandens valg.