Usædvanligt mange nye hundehvalpe: Bailey er nummer 15.000 i år

Danskernes interesse for at få en hund er eksploderet under coronakrisen. Det kan aflæses i antallet af nye hundehvalpe.

Udgivet Opdateret
Jeanette Benderfeldt fra Silkeborg er hundeejer. Hendes broholmer har for nylig født 11 nye hvalpe - heriblandt hund nummer 15.000 i år. Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

I Danmark findes der omkring 600.000 hunde, og det tal ser bestemt ikke ud til at blive mindre. Lige nu oplever Dansk Kennel Klub nemlig usædvanlig stor interesse for menneskets bedste ven.

Faktisk har kennelklubben netop registreret hund nummer 15.000 i år, og det er sjældent, at det allerede sker i august måned.

- Det er ret usædvanligt. Vi kan se, at der har været en kraftig stigning i interessen for hunde, og vores opdrættere følger stille og roligt med i det omfang, at de kan sikre, at der er gode familier til alle hvalpene, fortæller Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent hos Dansk Kennel Klub.

Coronanedlukning fik Danmark til at gå hunde-amok

Det er især under coronanedlukningen, at den store interesse for hunde er opstået. Det betyder selvfølgelig også, at den store efterspørgsel kan mærkes hos landets hundeopdrættere, for her er flere blevet nødsaget til at oprette ventelister på de små firbenede pelsdyr.

En af de opdrættere, der mærker den store efterspørgsel, er Jeanette Benderfeldt fra Silkeborg. Hendes broholmer Solveig har for nylig født 11 små hundehvalpe, og én af dem er særlig speciel.

Den hundehvalp, hun har valgt at kalde Bailey, er nemlig hund nummer 15.000 i Dansk Kennel Klubs årsregister. Det sker i år tre måneder tidligere end normalt.

- Det er selvfølgelig positivt, at folk gerne vil have en hund. Det, der bare er lidt træls ved det, er, at hvis folk ikke har haft tid til en hund inden corona, så får de nok heller ikke, når det er overstået, fortæller Jeanette Benderfeldt.

Hunden Solveig af racen broholmer har for nylig fået 11 nye hundehvalpe. / Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

 Jeanette Benderfeldt fortæller, at hun allerede har solgt Bailey og dens 10 søskende. Hun fortæller faktisk, at hun formentlig kunne sælge tre gange så mange på grund af den store interesse. Det er dog ikke alle og enhver, der kan købe hund hos hende.

- Der har været nogen, hvor jeg ikke havde den rigtige mavefornemmelse, og hvor jeg derfor desværre måtte sige, at der ikke var nogen hvalp til dem alligevel. Selvom man måske arbejder hjemme nu, så er det jo ikke ens betydende med, at man arbejder hjemmefra om et år. Så står man der med hund, måske med små børn, og skal have en hverdag til at fungere. Så ved jeg jo godt, at det er hunden, det kommer til at gå udover. Man skal have tiden til det, fortæller Jeanette Benderfeldt.

Undgå impulskøb

Dansk Kennel Klub er også opmærksom på, hvordan coronanedlukningen har påvirket salget af hunde. Her håber man dog på, at det faktisk kan have en positiv effekt.

Risikerer I ikke, at alt for mange, der får hundehvalpe, slet ikke er klar til det, når det kommer til stykket?

- Risikoen er der altid, men man kan sige, at fordi efterspørgslen er så stor, så kan man ikke impulskøbe. Man er nødt til at stå på venteliste, så vores håb er, at folk når at tænke sig om de måneder, de er på venteliste, så vi undgår impulskøb, fortæller Lise Lotte Christensen far Dansk Kennel Klub.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her