Foreslår Kristian Jensen
Kim Andersen (V) trækker sin støtte til Løkke
Opbakningen til Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, fortsætter med at smuldre.
Mandag aften er det partiets erhvervsordfører, Kim Andersen, som er valgt i Skanderborg-kredsen, der opfordrer Lars Løkke Rasmussen til at trække sig fra formandsposten.
- Der er ingen tvivl om, at Lars Løkke Rasmussen er en meget dygtig politiker, men vi kan ikke se bort fra, at han flere gange har været ude i nogle sager, der kommer til at klæbe til ham og Venstre. Vi har i Venstre et stort politisk projekt og det kan ikke nytte noget, at en enkelt person står i vejen for at gennemføre det. Derfor foreslår jeg, at vi får en ny formand i Venstre, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND, og fortsætter:
- Og så er det jo godt, at vi har en god mand til at tage over. Jeg foreslår Kristian Jensen.
Hvorfor kommer du med din udmelding på dette tidspunkt?
- Nu har min kreds sagt, hvad den vil, og nu synes jeg, det var på tide, at jeg meldte ud og dermed klart sige til Venstres ledelse, hvor den har mig, siger Kim Andersen.
I weekenden meddelte Venstres kommuneforeninger i Skanderborg, Silkeborg og Randers, at de ønsker en ny formand for partiet.