Landsby sætter strøm til lokal succes: - Det er vejen frem

Delebiler hører ikke kun til i storbyen. I den lille by Gl. Rye er en lokal ordning så stor en succes, at man nu udvider med en elbil.

Udgivet Opdateret

Bor man i eller omkring Gl. Rye i Skanderborg Kommune, har man måske set en lille delebil med byens navn på suse rundt på vejene.

Delebilsordninger er efterhånden en almindelighed i alle større byer, men også i landsbyen har den lokale delebil været en så stor succes, at ordningen nu udvides på grund af stor efterspørgsel. Naturligvis, mener manden bag, med en elbil.

- Det er vejen frem, siger Ole Jeppesen, der var initiativtager til ordningen tilbage i 2017.

Michelle Elmhøj Pedersen og familien er en af de i alt 15 familier, der har tilsluttet sig ordningen med et abonnement på delebilen.

Jeg synes, at andre landsbyer bør gøre det samme.
Ole Jeppesen, Initiativtager

For hende har det været en stor succes, og hun glæder sig over, at der nu kommer en elbil med i pakken.

- Vi skal ikke tage os af det med vinterdæk, sommerdæk og værkstedsregninger. For mig er det en kæmpestor frihed, at det hele bare kører, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Foruden at betale 250kr om måneden betaler Michelle Elmhøj Pedersen og resten af de tilmeldte familier 10kr pr. time eller 75kr for en dag samt 1,85. øre pr. kilometer.

Lokalt er nøglen

Selvom det er Ole Jeppesen, der står som initiativtager på projektet, er han langt fra alene om det. Siden starten har der været massiv opbakning fra en række foreninger, ligesom bilerne er leaset gennem den lokale mekaniker.

- Det hele er netop lokalt, og derfor er der faktisk mange mennesker, der er blandet ind i det. Jeg har en klar fornemmelse af, at det styrker sammenholdet mellem de mennesker, men generelt giver det også en god følelse, at have en lille bil, der triller rundt med byens navn på, siger Ole Jeppesen.

Særligt den lokale brugsforening har dog en stor aktie i, at hjulene drejer rundt. Og deres motivation er ganske klar.

- Der er 14-15 familier her i byen, som på en eller anden måde har behov for en delebil. Kan vi være med til at skabe, hvad der er en nemmere hverdag for dem, så er det jo fantastisk, siger Henrik Valdorff, der er brugsuddeler i Dagli’ Brugsen.

Skulle man sidde i en landsby og lade sig inspirere, kan det da også kun gå for langsomt, mener Ole Jeppesen, der gerne bidrager med hjælp og vejledning.

- Jeg synes, at andre landsbyer bør gøre det samme. Men prøv at gøre det så lokalt som muligt; det er billigere, og der er noget fællesskab ved at etablere det, siger han. 

VIDEO: Ordninger, hvor beboere deles om en bil, har indtil nu været mest almindeligt i de store byer. Men i Gl. Rye har de opdaget, at der er også et stort potentiale i at dele biler ude på landet.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her