Ombudsmanden går ind i sag om brandoverfald i Ry

Ombudsmanden har bedt om dokumenter i sagen fra Ry, hvor drenge kastede brandbombe mod skolekammerat

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Af Ritzau

Fire jævnaldrende drenge er tiltalt for at have kastet en flaske med brændende benzin efter deres 16-årige skolekammerat, som blev alvorligt forbrændt.

Nu har Folketingets Ombudsmand bedt om en række oplysninger fra Skanderborg Kommune og drengenes skole Mølleskolen vedrørende de involverede drenge i den såkaldte Ry-sag.

Det oplyser Ombudsmanden på sin hjemmeside.

Vi medvirker naturligvis til, at Ombudsmanden får alle de oplysninger, der er brug for.
Jørgen Gaarde (S), Skanderborgs borgmester

De fire drenge afgiver tirsdag forklaring i Retten i Horsens.

Hændelsen skete om aftenen 6. februar ved idrætshallen i Ry. Den 16-årige, som oprindeligt er fra Afghanistan, blev forbrændt på op mod en tredjedel af kroppen.

De fire tiltalte blev anholdt allerede samme aften.

Skanderborg Kommune har i en redegørelse om sagen konkluderet, at der generelt har været et relativt højt konfliktniveau på det klassetrin, hvor de formodede gerningsmænd og offeret er elever.

Kommunen klar med oplysninger

Ombudsmanden har blandt andet bedt om at få kopi af eventuelle underretninger og bekymringshenvendelser vedrørende drengene, som kommunen har fået fra skolen, forældre og borgere.

- Vi medvirker naturligvis til, at Ombudsmanden får alle de oplysninger, der er brug for. Vi har kun interesse i at få det klarlagt, så Ombudsmanden kan fortsætte sit arbejde, siger Skanderborg-borgmester Jørgen Gaarde (S).

Burde kommunen have håndteret sagen anderledes?

- Det kan jeg ikke komme ind på i den her forbindelse, og mine kommentarer kan kun komme til at forstyrre Ombudsmandens arbejde, siger Jørgen Gaarde.

Ombudsmanden vil se på, om skolen og kommunen har handlet korrekt og i overensstemmelse med lovgivningen. Undersøgelsen skal ikke berøre hverken politiets arbejde eller straffesagen.

De fire tiltalte drenge nægter sig alle skyldige i anklagen om grov vold under særdeles skærpende omstændigheder.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her