Silas kæmpede mod kræften: Nu vil han hævne sig på den
- Det er ligesom at have tømmermænd bare gange 10 næsten. Du har kvalme hele tiden og skal kaste op hele tiden.
Sådan beskriver 15-årige Silas Jørgensen det tre år lange kræftforløb, han var igennem, hvor kemoen gjorde ham syg.
I dag har Silas Jørgensen fået sine lange krøller tilbage, og kræften har forladt hans unge krop.
I stedet er han nu hoppet på jernhesten. Torsdag cykler han 100 kilometer for at samle ind til Børnecancerfonden.
- De har hele tiden støttet mig og alle de kræftpatienter, der lå på sygehuset. Nu vil jeg gerne give dem penge, så de kan hjælpe flere kræftpatienter med at få det bedre, siger Silas Jørgensen.
Vil igennem det
Silas Jørgensen har allerede samlet 6000 kroner ind. Han har i hvert fald 20 sponsorer, som giver mellem 2 og 50 kroner per omgang, han cykler - og han regner med at cykle 100 omgange.
-Jeg vil gerne hævne mig på kræften ved at cykle 100 kilometer og samle penge ind til børnecancerfonden, siger han.
Derfor er han heller ikke i tvivl om, at han vil nå målet.
- Om jeg så skal være herude i 6 -7 timer, så vil jeg igennem det. Jeg tænker det realistisk, siger han.
Og det gjorde han. Torsdag klokken 17.55 har Silas Jørgensens mor opdateret, at det lykkedes Silas Jørgensen at cykle 100 runder på fem timer.