Sirener og Soundbokse: Smukfest klar efter omfattende sikkerhedsøvelse

Flere beredskabskøretøjer kørte pludselig ind i bøgeskovens barkflis for at deltage i en fiktiv ulykke på Smukfest.

Udgivet Opdateret

Alkoholen flyder, mens bassen runger fra utallige soundbokse i områderne omkring Bøgeskoven i Skanderborg i disse dage.

De første campingområder er åbnet til årets Smukfest, og tusindvis af festglade mennesker er strømmet til de åbne vidder.

Og når de mange mennesker onsdag søger ind under trækronerne på festivalpladsen, vil de blive taget imod af sikre hænder.

Mandag blev lyden fra de mange soundbokse nemlig skiftet ud med sirener fra ambulancer, brand- og politibiler, da sikkerhed- og beredskabsplanerne skulle testes af ved en planlagt storulykke.

De, der kommer udefra, kender ikke pladsen på samme måde som os
Thomas Rydahl, sikkerhedschef, Smukfest

- Det var et scenarie, hvor vi havde flere svært tilskadekommende på samme tid, forklarer Thomas Rydahl, der er sikkerhedschef på festivalen.

Scenariet udspillede sig foran Bøgescenen, hvor et træ var væltet ind i en mast ved en kunstnervogn. Masten var derefter faldet ned over to personer, der skulle frigøres af brandvæsenet.

Mange ressourcer - ingen spild

Øvelsen, der skulle skærpe festivalens alarmberedskabs sammenkobling med samfundets beredskaber, har krævet meget planlægning.

- Det er temmelig ressourcekrævende, og vi vil heller ikke ødelægge beredskabet ude i byen, siger Thomas Rydahl.

Derfor var der blevet tilsidesat fire brandbiler, fire politibiler, to ambulancer og en lægebil til øvelsen, som fandt sted ved indgangen nær Sølund.

- Vi skulle så træne i at modtage de her køretøjer, så det var lidt som at varme op inden en fodboldkamp, siger Thomas Rydahl.

Til øvelsen lå frivillige med skadeskort, som fortalte, hvad personen fejlede. / Foto: Smukfest

Thomas Rydahl overværede selv forløbet, der varede en lille time, som øvelsesdommer. Det gjorde han i selskab med to ansatte fra brandvæsenet, to fra politiet og én fra Region Midtjylland.

- Vi var meget imponerede over samarbejdet. De, der kommer udefra, kender ikke pladsen på samme måde som os, og de blev bare kastet ud i det.

Kun nogle få og små, logistiske rettelser var der at finde blandt dommerne, men det var ikke noget, som vejede tungt i den samlede bedømmelse.

- Hellere fejle, når vi øver, så vi kan rette ind efter det. Det vigtigste var det, vi kan gøre selv, til myndighederne kommer frem. Det giver mig en tryghed, inden vi åbner dørene for de mange tusind mennesker, siger Thomas Rydahl.

Det sker onsdag eftermiddag.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her