Bil i flammer - fik nær fat i villa
Onsdag stod en bil pludselig i flammer nær en villa på det sydlige Djursland.
Onsdag modtog Østjyllands Brandvæsen en opringning klokken 13.30.
På Spangsbækvej i Tved stod en gammel Toyota Corolla i flammer, og stod så tæt op ad en villa, at der var risiko for, at flammerne ville gribe fat i denne også.
Inden for en halv time formåede brandvæsnet dog at få slukket flammerne, inden det gik så galt, og huset slap med et par varmeskader på blandt andet et vindue samt en røgskade på facaden.
Årsagen til bilbranden er ifølge Østjyllands Brandvæsen endnu ukendt.
Ingen personer er meldt tilskadekomne efter branden.