Biogasanlæg sat på pause: - Jeg får svært ved at nå målene

Det kan ifølge en landmand få konsekvenser for landbrugets grønne omstilling, at biogasanlægget på Østenfjeldvej fejes af bordet af politikerne.

Udgivet Opdateret
Mogens Hjort Jensen er utilfreds med, at man i Syddjurs Kommune har valgt ikke at gå videre med udvidelsen af biogasanlægget på Østenfjeldvej

En gruppe landmænd havde håbet at biogasanlægget på Østenfjeldvej nær Nimtofte ville blive udvidet.

Det er helt afgørende for, at mælkebønderne kan nedsænke deres klimaaftryk, at de kan aflevere gyllen fra deres køer på et biogasanlæg, hvor gasserne fra gyllen kan blive til el og varme.

Det er biogasanlægget på Østenfjeldvej nær Nimtofte Mogens Hjort Jensen havde håbet ville blive udviddet.

Men politikerne i Syddjurs Kommune har sat en stopper for planerne om at udvide anlægget på Østenfjeldvej.

- Det betyder, jeg får utroligt svært ved at nå mine klimamål. Det er jo en af de store bidder, at vi får husdyrgødningen, som køerne producerer, over i et biogasanlæg, så de kan fjerne methanen, siger Mogens Hjort Jensen, formand, Leverandørforeningen Djursland.

Mogens Hjorth Jensen er en af landmændene, der gerne havde set, at man udvidede det allerede eksisterende biogasanlæg på Østenfjeldvej

Sådan ser maskinrummet ud i det allerede eksisterende biogasanlæg på Østenfjeldvej.

Han mener, at det er den mest oplagte løsning, men sådan bliver det ikke. Nu kigger politikerne andre steder hen.

- Det er en lille smule frustrerende for os, at man nu har udpeget to nye placeringer, hvor sagsbehandlingen skal starte forfra. I mit hoved kan det ikke andet end at trække tiden ud, siger Mogens Hjort Jensen

Kommer ikke til at genoverveje

Placeringen af biogasanlægget har været længe undervejs, og efter lange undersøgelser har kommunen fundet placeringen ved Østenfjeldvej uegnet til en udvidelse.

- Jeg ser ikke nogen grund til at tage dem med i høringen, hvis vi har en rapport der siger, at det ikke er en egnet placering, siger Kasper Kolstrup Møller, formand i Erhvervs- og Planudvalget, Syddjurs Kommune

Det er lorten fra køerne, som har et meget stort klimaaftryk, der kan spares væk, hvis landmændene kan aflevere det i et biogasanlæg.

Årsagen til, at udvidelsen af kapaciteten af biogasanlæg i Syddjurs Kommune ikke kan ligge ved det allerede eksisterende anlæg, er, at der skal tages hensyn til et muligt ferieresort i Djurs Sommerland.

- Det område vi kigger ind i, er udlagt til turismefremme, og derfor har turismen noget at skulle have sagt. Så først skal vi sikre, at det er foreneligt med turismen, siger Kasper Kolstrup.

Det ærgrer landmændene, at de nu skal vente længere på at kunne sænke deres klimaaftryk.

- Jo før, jo bedre. Det er vigtigt, at processen den kører derudaf og at der ikke går alt for mange år inden anlægget kan tages i brug, siger Mogens Hjort Jensen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her