Frygtede lugten - men nu jubler sommerland
Djurs Sommerland har indædt kæmpet imod udsigten til et biogasanlæg i nærheden. Den kamp ser nu ud til at være vundet.
Onsdag stemte kommunalpolitikerne i Syddjurs Kommune nej til tre forslag om placeringen af et nyt, moderne biogasanlæg.
Placeringen har vakt heftig debat på Djursland, og der har gennem årene været adskillige forskellige forslag til placeringer.
Djurs Sommerland har frygtet for lugtgener og færre turister. Og derfor vækker det også stor glæde, at Syddjurs Kommune har besluttet at vende tommelfingeren ned til alle tre forslag og i stedet lægge op til en dialog med Norddjurs Kommune om en helt ny placering af anlægget.
- Vi er meget tilfredse både på Djurs Sommerlands og vores medarbejderes vegne med at projektet er droppet, siger Henrik B. Nielsen, der er direktør i Djurs Sommerland.
Han regner med, at dagens beslutning betyder, at Djurs Sommerland kan ånde lettet op.
- Det ser ud til at de placeringer omkring Djurs Sommerland de er droppet, og at man nu vil finde en placering sammen med Norddjurs Kommune. Og det åbner naturligvis for flere muligheder end lige omkring Djurs Sommerland, siger han.
Forstå sagen
I dag ligger der et mindre biogasanlæg ejet af Brdr. Thorsen tæt på Djurs Sommerland. Der er godt 900 meter fra anlægget i dag og til sommerparken. Biogasanlægget leverer varme til godt halvdelen af landsbyen Nimtofte og producerer også strøm.
De vil gerne bygge et langt større anlæg, som kan håndtere over 20 gange så meget biomasse, som kan laves til biogas. Alt efter placeringen er der 500 meter til 1.200 meter til den forslåede placering.
Syddjurs' politikere skal på byrådsmødet i dag d. 28. februar træffe en beslutning, om en af placeringerne skal med i et forslag til Kommuneplan 2024 som fremtidigt rammeområde til et fælles biogasanlæg.
Konkret er det tre forskellige placeringer, som de skal tage stilling til. Der er kommet 207 høringssvar til placeringen.
Stor skuffelse
Anderledes skuffet er virksomheden bag ansøgningen om biogasanlægget, Brdr. Thorsen.
- Det er først og fremmest utroligt ærgerligt på landbrugets, klimaets og Syddjurs Kommunes vegne. Det er absolut ikke det resultat, vi havde forventet, siger Steffen Thorsen, der er medejer af Brdr. Thorsen.
Han fortæller, at der er blevet brugt adskillige millioner kroner og tusindvis af arbejdstimer på projektet.
- Det betyder, at der er blevet sat fuldstændig stop for vores planer om at lave et moderne biogasanlæg. Vi har ikke nogen plan B liggende i skuffen og er sat fuldstændig tilbage til 0, siger han.