Malenes skilt satte gang i debatten - nu kan det komme på museum

Malene Høgh er blevet kontaktet af Nationalmuseet, som nu overvejer at lade det omdiskuterede skilt blive en del af danmarkshistorien.

Udgivet Opdateret
Skiltets skaber, Malene Høgh, var træt af, at turister valfartede til Helgenæs på trods af myndighedernes anbefalinger om at blive hjemme. 

Et skilt med teksten "SÅ KØR DOG HJEM", der opfordrede gæster til at køre hjem, har i den seneste tid skabt heftig debat på Helgenæs på Djursland og på de sociale medier.

Nu har også Nationalmuseet i København fået øjnene op for skiltet, der har potentiale til at indgå i museets fremtidige udstilling.

- Skiltet siger noget om den ængstelse og de bekymringer, der er for smitte i samfundet. Det er en fin genstand til at pege på den dialog, der har været i hele Danmark, siger Christian Sune Pedersen, der er forskningschef for enheden ’Nyere Tid og Verdens Kulturer’ på Nationalmuseet, til TV2 ØSTJYLLAND.

Skiltets ejer blev da noget overrasket, da hun blev kontaktet af Nationalmuseet.

- Det havde jeg aldrig forestillet mig, men jeg synes, det er mega sjovt, og jeg er meget beæret, siger Malene Høgh.

Havde sat skiltet til salg

I sidste uge fortalte vi her på TV2 ØSTJYLLAND, at Malene Høgh havde sat skiltet til salg på Facebook med en mindstepris på 1000 kroner og et håb om 100.000 kroner. Men med Nationalmuseets henvendelse har hun nu ændret holdning.

Vi kan lære en hel del om vores samfund
Christian Sune Pedersen, Nationalmuseet

- Selvfølgelig må de få det. Jeg skal ikke have penge for det. Hvis det kan være med til at fortælle et stykke danmarkshistorie, er det fedt, siger Malene Høgh.

Hun fortæller samtidig, at hun godt var klar over, at ingen ville købe skiltet, grundet den store debat det har skabt.

- Måske kan det i stedet være til skræk og advarsel for andre skiltemalere.

Malene Høghs skilt er ikke faldet i god jord blandt de lokale. Indslaget her er fra den 12. april 2020.

En del af danmarkshistorien

På Nationalmuseet er de ved at dokumentere den historiske begivenhed på forskelligvis. Men da vi alle stadig befinder os midt i historien, er det dog endnu uvist, hvad tidens genstande og beretninger fremover skal bruges til.

- Vi kan ikke med sikkerhed sige, om skiltet skal udstilles, men det kan sagtens være. Vi har endnu ikke taget stilling til, om der overhovedet skal være en corona-udstilling, siger Christian Sune Pedersen.

Og supplerer:

- Det er en fuldstændig unik situation, vi står i som samfund. Det er danmarkshistorie, der bliver skrevet nu, og vi kan lære en hel del om vores samfund.

Indtil videre er skiltet fra Helgenæs stadig i ejerens hænder, men planen er, at det senere vil blive opmagasineret på Nationalmuseet, så det kan indgå i den store fortælling på længere sigt.

Ud over fysiske genstande opfordres danskerne også til at berette om deres hverdag i coronatiden på Nationalmuseets hjemmeside med tekst, billeder og videoer.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her