Vinder pris: - Det er helt crazy

I Ree Park Safari på Djursland har de for tiden svært ved at få armene ned. De har nemlig vundet drømmeprisen.

Udgivet Opdateret
De ansatte i safariparken på Djursland har et ekstra stort smil på i disse dage. Foto: Ree Park Safari

Blandt 26 nominerede fra hele landet er det Ree Park Safari, der løber med prisen som Danmarks Bedste Oplevelse.

En pris, som safariparken på Djursland ikke engang havde turdet håbe på. 

- Vi er 'blown away', siger Pierre Skovgaard, der er salgs- og marketingschef i Ree Park. 

Prisen uddeles af MBM, som blandt andet står bag MigOgAarhus, men afstemningen foretages altså af almindelige danskere. I denne omgang har næsten 22.000 danskere afgivet deres stemme om hvor, den bedste oplevelse i Danmark findes. 

Bedre end Tivoli

Udover Ree Park Safari var også Tivoli i København, Den Gamle By og både Aalborg og København Zoo nomineret. 

Derfor var Pierre Skovgaard meget overrasket over at høre, at de var de heldige vindere. 

- Jeg var ved at falde ned af stolen, det er helt crazy, siger han. 

- Vi er et relativt lille sted i forhold til nogle af de andre nominerede, så det er helt vildt. 

Han fortæller, at de ansatte i safariparken har været ude og prikke nogle af de trofaste gæster på skulderen for at få dem til at stemme - men de havde slet ikke regnet med så stor opbakning. 

Stor stemmesluger

I kategorien 'Danmarks Bedste Oplevelse' var der næsten 22.000 stemmer, som fordelte sig på de 26 nominerede.

Det er fuldstændig vanvittigt
Pierre Skovgaard, salgs- og marketingschef, Ree Park Safari

Ree Park Safari sikrede sig hele 18,1 procent af de samlede stemmer i kategorien, mens for eksempel Tivoli i København fik 8,7 procent af stemmerne. 

- Det er fuldstændig vanvittigt, at vi er 10 procentpoint foran tivoli, siger Pierre Skovgaard.

Udendørs

Safariparken er ikke udkommet med nogle store nyheder det seneste år. Men Pierre Skovgaard har et bud på, hvorfor det lige netop er dem, der er kåret som den bedste oplevelse. 

- Mange familier er begyndt at efterspørge mere natur, og vi har jo en fed naturoplevelse krydret med attraktion, siger han. 

Derudover er safariparken også begyndt at måle mere på gæstetilfredsheden, og i følge Pierre Skovgaard er den steget med 20 procent siden sidste år. 

- Og så har vi bare verdens sejeste gæster, siger han. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her