Nye sager om bombetrusler mod skoler

En skole i Silkeborg modtog en bombetrussel, men politiet vurderede, at der ikke var fare på færde. Samtidig meldes der også om en sag fra Juelsminde.

Udgivet Opdateret
Kornmod Realskole i Silkeborg har tirsdag modtaget en bombetrussel. Foto: Google Street View

Midt- og Vestjyllands Politi har modtaget endnu en anmeldelse om en bombetrussel mod en skole.

Denne gang drejede det sig om Kornmod Realskole i Silkeborg, der tirsdag aften kontaktede politiet om en trussel, der kom via skolens intranet.

- Indholdet mindede om det, vi har set før, men beskeden var skrevet så ubehjælpsomt, at vi vurderede, at der ikke var tale om en reel trussel. Vi gav skolen det råd at tage det stille og roligt, men vi tager alligevel sagen meget alvorligt, og den indgår nu i vores efterforskning, siger politiinspektør Hans Roost.

Samtidig oplyser Sydøstjyllands Politi onsdag, at de har modtaget en anmeldelse om en trussel mod Juelsminde Skole i Hedensted Kommune.

Kornmod Realskole ligger på Skolegade i Silkeborg / Foto: Google Satellit

Elev blev mistænkt

De nye sager kommer efter, at Tingstrup Skole i Thisted mandag blev evakueret efter en bombetrussel, der kom via skolernes nye intranet Aula. Og samme dag blev der også meldt om en bombetrussel mod Klarup Skole i Nordjylland.

Truslen i Silkeborg kom ikke via Aula, men en ældre udgave af skolernes intranet. Hans Roost tør endnu ikke sige, om sagen fra Silkeborg har forbindelse til de andre sager. Det er politiets it-eksperter nu ved at undersøge.

I Thisted blev en 13-årig elev på Tingstrup Skole i første omgang mistænkt for at stå bag bombetruslen, men dagen efter meddelte Midt- og Vestjyllands Politi, at han formentlig er uskyldig.

Truslen mod skolen blev sendt fra en IP-adresse på Fyn, og politiet mener, at nogen har skaffet sig adgang til drengens profil, så det så ud som om, at han havde skrevet beskeden.

TRUSLER VIA AULA

Ritzau har samlet dette overblik over skoler, der har modtaget trusler gennem Aula.

 

* Tingstrup Skole i Thisted Kommune.
    
* Klarup Skole i Aalborg Kommune.
    
* Højene Skole i Hjørring Kommune.
    
* Lundergaardskolen i Hjørring Kommune.
    
* Bjergby Skole i Hjørring Kommune.
    
* Nordvestskolen i Hjørring Kommune.
    
* Hadsund Skole i Mariagerfjord Kommune.
    
* Juelsminde skole i Hedensted Kommune.
    
Kilder: Midt- og Vestjyllands Politi, Nordjyllands Politi, Sydøstjyllands Politi.
    
/ritzau/

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her