Kunstsamling fundet efter ni års forsvinden - er 2,5 mio. kr. værd
I forbindelse med en ransagning på en adresse i Randers har Østjyllands Politi fundet en stor grønlandsk samling, som blev stjålet for ni år siden.
I 2010 fik Pakhuset Krik i Sydthy stjålet en stor samling grønlandske tupilakker. Lige siden har de ikke set dem.
Men i går, tirsdag, fandt Østjyllands Politi den store samling, hvis forsvinden altså blev anmeldt for ni år siden.
Læs også:
- Vi finder kunstsamlingen i forbindelse med en ransagning i en hel anden sag. Betjentene undrer sig over fundet og finder frem til, at samlingen stammer fra et indbrud for år tilbage, siger Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Manden, som tilsyneladende har haft tupilakkerne i alle disse år, bor i Randers og er 55 år. Samlingen blev fundet på hans adresse.
- Han var mistænkt for at have begået anden kriminalitet, men han er kun sigtet for tupilakkerne. Det er ikke så tit, at vi finder koster fra et så gammelt forhold, siger Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Samlingen vurderes til at have en værdi på omkring 2,5 millioner kroner.
Tupilakker er figurer, der forestiller åndelige væsner fra den traditionelle grønlandske mytologi.
Er varetægtsfængslet
Østjyllands Politi fremstillede i dag, onsdag, klokken 09:00 den 55-årige mand i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han sigtes for hæleri af særlig grov beskaffenhed.
- Han er varetægtsfængslet i fire uger, nægter sig skyldig og har kæret kendelsen, siger Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre, og derfor ønsker Østjyllands Politi ikke at oplyse yderligere detaljer om den anholdte eller fundet.