40.000 plejehjemsbeboere bliver blandt de første, der får coronavaccine

Danske Regioner forventer, at der er vacciner nok til alle i første levering.

Udgivet Opdateret
Hvis alt går efter planen kan de første danskere blive vaccineret mellem jul og nytår. Foto: Justin Sullivan / AFP / Ritzau Scanpix

Landets 40.000 plejehjemsbeboere bliver nogle af de første herhjemme til at modtage en vaccine mod covid-19.

Det viser et notat fra Danske Regioner, som TV 2 er i besiddelse af.

Der er tale om beboere på 933 plejecentre landet over, som vil blive tilbudt vaccinen fra Pfizer-BioNTech, som Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, tager stilling til mandag 21. december.

Vaccinen forventes godkendt få dage efter, og ifølge Danske Regioner vil der være nok til alle 40.000 plejehjemsbeboere i første levering.

Sådan fordeles vaccinerne

Når vaccinen er godkendt og kommer til Danmark, er det de enkelte regioner, der fordeler og på den måde prioriterer, hvilke plejecentre der skal vaccinere først. Det sker ud fra følgende tre parametre:

Kommunalt smittetryk

Størrelse af plejehjem

Parathed

I første omgang tilbydes vaccinerne til de kommuner, der er hårdest ramt af smitte. Og i de kommuner vil det være de største plejecentre, der får vaccinen i hænderne først.

Men fordelingen kræver også, at plejecentrene er parate. Det vil blandt sige, om den enkelte kommune og det enkelte plejehjem har en aftale med en praktiserende læge og styr på, hvem der vaccineres hvornår, og hvordan der indhentes samtykke til vaccinationerne.

I Østjylland er mere end 2.000 konstateret smittede den seneste uge.

I Region Midtjylland er 72 covid-19 patienter per dags dato klokken klokken 14 indlagt. 28 ligger på Aarhus Universitetshospital og 9 på Regionshospitalet Horsens. På Hospitalsenhed Vest er 17 COVID-19 patienter indlagt. Desuden ligger der 8 patienter i Randers og 9 på Hospitalsenhed Midt.

Onsdag den 16. december er 493 personer på landsplan indlagt med COVID-19. Det er 151 flere end onsdag i sidste uge. 

Plejecentre hårdt ramt

Foreløbigt er 1336 personer på danske plejecentre registreret smittet med covid-19. Af dem er 330 personer døde.

Et af de største udbrud af coronavirus på et plejecenter i Danmark var i Tårnby - her er foreløbigt ti plejehjemsbeboere døde, mens 47 medarbejdere har været smittet med covid-19.

Foruden beboere på plejecentre vil også udvalgt personale i sundheds- og ældresektoren være blandt de første, der kan få vaccinen.

Danske Regioner har ingen kommentarer til notatet.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her