Analyse: Om få uger går Danmark til valg - det er på spil for partierne

Der er kriseramte partiledere, som formentlig skæver nervøst til den side i Mayland-kalenderen, hvorpå der står 16. november.

For flere partier kan kommunalvalget den dag ende katastrofalt. Omvendt kan de håbe, at et bedre resultat end ventet vil være det vendepunkt, de har spejdet efter.

 For andre partier - dem, der i forvejen ridder på en bølge af succes - er udfordringen en ganske anden: Hvordan veksler man fremgang og momentum til egentlig magt i landets 98 byråd og fem regionsråd? Kan de leve op til de høje forventninger?

Der er med andre ord meget på spil for alle de landsdækkende partier, når Danmark om få uger går til valg.

Her er et overblik:

Socialdemokratiet - kan det blive bedre?

Kommunalvalget i 2017 var en bragende succes for Socialdemokratiet, der fik knap en tredjedel af alle stemmer på landsplan, fire af fem formandsposter i regionerne og næsten halvdelen af alle borgmesterposter. Det bliver svært at overgå.

Selv har partiet formuleret et forholdsvis forsigtigt succeskriterie denne gang: At man efter valget i november fortsat er det største kommunale parti. Og at man vil beholde magten i de fire største byer.

Alt tyder på, at de mål nok skal blive indfriet.

Men Socialdemokratiet er udfordret i storbyerne, blandt andet i København. Frank Jensens skandale-exit, en ny spidskandidat og kritik af S for blandt andet at udflytte uddannelser kan meget vel betyde tilbagegang hér.

Og det er en reel mulighed, at Enhedslisten for første gang bliver større end Socialdemokratiet i landets hovedstad. Det vil gøre ondt på selvforståelsen i regeringspartiet, også selvom det formentlig vil lykkes i de efterfølgende konstitueringsforhandlinger at beholde overborgmesterposten.

Den 16. november bliver desuden første gang danskerne stemmer siden coronakrisens begyndelse. Meningsmålinger har vist opbakning til Mette Frederiksens coronahåndtering - men vil det smitte af på lokale socialdemokraters valgresultat?

Venstre - krisevalg eller vendepunkt?

For første gang skal Venstre til valg med Jakob Ellemann-Jensen som formand. Og det på et tidspunkt, hvor partiet stadig er i krise.

Partiet skal håbe, at de landspolitiske tendenser i meningsmålingerne - hvor Venstre stadig ligger dårligt - ikke for alvor smitter af på de lokale kandidater. Men det bliver svært helt at undgå.

Læg dertil, at mange af Venstres jyske bykonger, der længe har siddet tungt på magten i en række kommuner, ikke er på stemmesedlen denne gang. Det gør sig eksempelvis gældende i Herning, Haderslev, Billund, Kolding, Varde og Vejen. Kan de nye V-kandidater løfte arven fra forgængerne hér?

Kommunalvalget i 2017 var imidlertid også en halvsløj omgang for Venstre - og det kan ende med at blive en fordel denne gang, fordi sammenligningsgrundlaget er taknemmeligt. Ender Venstre med blot en minimal tilbagegang på landsplan - og et antal borgmesterposter nogenlunde på niveau med de 34, man sikrede sig i 2017 - vil mange i partiet ånde lettet op og håbe, at bunden nu er nået.

Omvendt kan et elendigt kommunalvalgsresultat formentlig få tvivlen på, om Jakob Ellemann er den rette mand i spidsen for partiet, til at brede sig i Venstre-kredse.

DF - venter den totale nedsmeltning?

Dansk Folkeparti er gået tilbage ved de seneste tre valg: Kommunalvalget i 2017, europaparlamentsvalget i 2019 og folketingsvalget samme år.

Intet tyder på, at den 16. november 2021 bliver tidspunktet, hvor den nedadgående tendens vendes. Tværtimod taler meget for, at Dansk Folkeparti får et frygteligt valg.

Partiet har historisk set fået dårligere resultater ved kommunalvalg end det, de samtidig har stået til i de landspolitiske meningsmålinger. Og med aktuelle målinger på omkring 6 procent, må mange DF-byrødder i disse uger frygte gevaldigt for deres mandat. Resultatet kan blive, at Dansk Folkeparti fremover slet ikke har plads i mange af landets kommunalbestyrelser.

I ingen andre partier ville en formand kunne overleve sådan en perlerække af valgnederlag. Men Kristian Thulesen Dahl er ikke nødvendigvis en færdig mand. Og det til trods for, at der er udbredt frustration og utilfredshed blandt i hvert fald dele af partiets bagland.

Sagen er nemlig den, at det lige nu er overordentligt svært at få øje på et alternativ til Thulesen på formandsposten. Særligt efter at Pia Kjærsgaard nu kategorisk har afvist, at hun er en mulighed.

Konservative - godt valg i sigte, men ryger kronjuvelen?

Meget taler for, at Konservative får et godt valg.

Meningsmålingerne er bedre end i årtier. De to andre store borgerlige partier, Venstre og Dansk Folkeparti, er i vælgermæssig krise og dermed kommer styrkeforholdet blandt borgerlige byrødder til at være anderledes fordelagtigt for Konservative i mange byråd. Og partiet har ry for at være dygtige og snu i de afgørende konstitueringsforhandlinger, der umiddelbart efter valget afgør, hvem der ender med borgmesterkæderne.

Konservative har et erklæret mål om at få et tocifret antal borgmesterposter. I dag har de otte, så målet virker ikke urealistisk at indfri.

Ét stort "men" truer dog med at spolere den konservative valg-fest. Partiets kommunale kronjuvel, Frederiksberg, er i fare. Det lykkedes kun med nød og næppe Jørgen Glenthøj at beholde borgmesterkæden i 2017. Siden har bykongen givet posten videre til den unge partifælle Simon Aggesen, der de seneste år har været centrum i en række møgsager, afdækket af Ekstra Bladet.

Læg dertil, at mange nye unge vælgere i kommunen ventes at stemme til venstre for midten.

Mister Konservative efter mere end 100 års uafbrudt styre borgmesterposten på Frederiksberg, vil det overskygge fremgang og eventuelt nye borgmesterposter andre steder i landet.

SF - længere end Langeland?

SFs kommunalvalg i 2017 var ikke imponerende, og der er gode muligheder for at forbedre det resultat, både i provinskommuner og i landets større byer.

Emner som daginstitutioner, ældrepleje, folkeskolen og miljøbeskyttelse kommer til at fylde i valgkampen, og det passer SF godt.

I dag har partiet én borgmesterpost - Tonni Hansen på Langeland. Og mon ikke han er sikret genvalg på den post efter, at det for nyligt lykkedes SF at stoppe regeringens planer om at placere et omdiskuteret udrejsecenter på øen. Er SF dygtige og kreative i konstitueringsforhandlingerne, kan partiet måske snuppe en borgmesterpost eller to yderligere andre steder.

I både Aarhus og Odense har SF rådmandsposter og i København en fagborgmesterpost. Det vil partiet efter alt at dømme fortsat have efter 16. november.

Et af de store ubekendte spørgsmål er, hvor Alternativets mange vælgere fra 2017-valget mon går hen - til SF, Enhedslisten eller et helt tredje sted?

Enhedslisten - hvad kan storby-stemmerne bruges til?

Enhedslisten står allerede stærkt i landets store byer. Og meget tyder på, at de vil stå endnu stærkere efter valget dette efterår.

Ved det seneste kommunalvalg havde Alternativet godt fat i mange unge, venstreorienterede storbyvælgere - denne gang kan Enhedslisten næsten ikke undgå at profitere af Alternativets nedsmeltning.

Spørgsmålet er, hvor meget indflydelse partiet vil kunne veksle stemmerne til. Egentlige borgmesterposter bliver det næppe til, men partiets byrødder skal i de efterfølgende konstitueringsforhandlinger rundt om i landet forsøge at skaffe sig magtfulde poster som formænd for de tunge udvalg i kommunerne.

I København stiller partiet med en ny spidskandidat, det tidligere folketingsmedlem Line Barfod. Kan hun for første gang gøre Enhedslisten til det største parti i landets hovedstad? En meningsmåling viste sidste år, at det kan ikke kan udelukkes.

Radikale - smitter møgsagerne af på de lokale?

Radikale Venstre har været igennem et par rædselsfulde år.

MeToo-sager har slidt på partiets troværdighed. Interne magtkampe og partihop har fyldt i folketingsgruppen. Og i partiets bagland er frustrationerne over den politiske kurs hos den regering, man er med til at holde ved magten, udtalte.

Hvor meget vil det påvirke vælgerne ved et kommunalvalg?

I dag har partiet en enkelt borgmesterpost: Leon Sebbelin, som med et noget specielt flertal, der blandt andet indbefatter Dansk Folkeparti, sidder med borgmesterkæden i Rebild kommune. Det kunststykke bliver svært at gentage denne gang. I de store byer kan partiet dog håbe at kunne gafle vælgere, der har forladt Alternativet eller Venstre.

LA - lave forventninger, men kan de overraske i hovedstaden?

Der er næppe grund til at forvente det store af Liberal Alliance ved kommunalvalget. Det gør partiet nemlig heller ikke selv.

I øjeblikket er Liberal Alliances fokus primært på at sikre, at de overlever næste folketingsvalg.

I Sydjylland har personkonflikter og magtkampe desuden betydet, at størstedelen af de byrådsmedlemmer, der blev valgt i 2017, nu har forladt partiet.

Interessant bliver det at følge, hvad partiets spidskandidat i København, Ole Birk Olesen, kan drive det til. Som folketingsmedlem og tidligere minister er han et kendt ansigt, der muligvis kan tiltrække borgerlige vælgere fra andre partier, hvis spidskandidater har sværere ved at gøre sig bemærket.

Nye Borgerlige - kommer gennembruddet?

Nye Borgerlige har selv formuleret følgende succeskriterium for kommunalvalget: At få valgt 10 byrådsmedlemmer.

Det virker som en meget forsigtig målsætning, som partiets nærmest ikke kan undgå at overgå. Smart spin, fordi man så efterfølgende kan juble over, at valget er gået meget bedre, end man havde forventet.

Kan Nye Borgerlige på landsplan få i omegnen af fire procent af stemmerne - hvilket ikke virker usandsynligt, de landsdækkende meningsmålinger og konkurrenterne i Dansk Folkepartis krise in mente - vil de stemmer kunne veksles til langt flere pladser i landets byråd.

Alternativet - kan den ultimative katastrofe undgås?

Kommunalvalget 2017 var den totale optur for Alternativet, der bragede ind i byråd over hele landet, fik en borgmesterpost på Fanø og mere end ti procent af stemmerne i København.

Kommunalvalget 2021 tegner til gengæld til at blive den totale nedtur. Borgmesteren på Fanø, Sofie Valbjørn, har for længst meddelt, at hun ikke stiller op igen. På landsplan er opbakningen i meningsmålingerne i gennemsnit nu under én procent. Og partiet har de seneste år primært været kendt for giftige interne magtkampe og det faktum, at de fleste af partiets kendte ansigter, heriblandt stifteren Uffe Elbæk, har meldt sig ud.

Den nye formand Franciska Rosenkilde er på en næsten umulig opgave, når hun både skal forsøge at redde partiet og genvinde sin egen post som Københavns kultur- og fritidsborgmester. Ingen af delene ser umiddelbart sandsynligt ud.

Det store spørgsmål er snarere, hvor de mange vælgere, der tidligere stemte på liste Å, går hen denne gang.

Kristendemokrater og veganere

Kristendemokraterne har også kandidater på stemmesedlen en række steder, og partiet satser - som altid - især på gode valg i Vestjylland. Særligt i Ringkøbing-Skjern, hvor partiets spidskandidat Kristian Andersen, fik flest personlige stemmer af alle i 2017.

Også Veganerpartiet stiller op i flere kommuner - kan de mon sikre sig en plads i en kommune eller to? Eksempelvis i borgerrepræsentationen i København?

Til gengæld stiller hverken partiet Frie Grønne, som har tre medlemmer i Folketinget, eller Moderaterne med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen, op i denne omgang. De har i stedet valgt alene at fokusere kræfterne på det næste folketingsvalg. Hvornår dét kommer, ved som bekendt kun statsminister Mette Frederiksen (S).

Og intet tyder lige nu på, at hun vil benytte sig af samme manøvre som Poul Nyrup Rasmussen (S), der i 2001 besluttede at afholde valg til Folketinget og kommuner samtidig.