Blankocheck til pressede hospitaler: Staten betaler for at afvikle pukler
Region Midtjylland fremlægger på torsdag en plan for, hvordan den pressede situation på hospitalerne skal løses.
Efter en række historier om travlhed på hospitalerne er der nu en tiltrængt håndsrækning på vej. Det kom frem i dag efter et møde mellem Danske Regioner og sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Regeringen er klar til at betale regningen for at afvikle de pukler, som er blevet opbygget i sundhedsvæsnet som følge af blandt andet coronavirus, sygeplejestrejken og børn ramt af RS-virus.
- Vi er nødt til at kunne få de pukler afhøvlet også i den nuværende situation, hvor der er hårdt pres på flere forskellige afdelinger, primært børneafdelinger og akutte børneafdelinger, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
- Det er vigtigt, at der er de midler, der skal til, og at det ikke er et spørgsmål om økonomi. Det ville ikke være til at holde ud, hvis de ikke kunne foretage de ting og operationer, der skal foretages, fordi økonomien ikke var der. Økonomien er der til at løse det problem, siger han.
Ventelister skal afhøvles
Det er en melding, der skaber glæde i Region Midtjylland. Her har man lige nu flere akutte patienter, ekstraordinært mange virusramte børn og sengelukninger på grund af personalemangel.
På regionens fem akuthospitaler har der været 16 procent flere akutte kontakter i 2021 end i 2019. Der er målt på perioden maj til midt-september.
Regionsrådsformand Anders Kühnau fortæller, at regionen nu kan bruge de penge, der skal til for at nedbringe ventetiderne.
- Det her er ikke et antal kroner. Det er så at sige en blankocheck, der sikrer, at vi kan bruge de penge, der skal til for at afhøvle de her ventelister, uanset om ventetiden er begrundet i coronavirus, strejke eller andre ting, siger Anders Kühnau til TV2 ØSTJYLLAND.
Konkret plan på torsdag
Torsdag fremlægger administrationen i Region Midtjylland så en handlingsplan for regionsrådet, som skal tage stilling til, hvilke initiativer der skal sættes i værk. Ifølge Anders Kühnau er det afgørende, at der nu bliver taget hånd om situationen.
- Jeg er rigtigt godt tilfreds med, at regeringen har hørt det opråb, jeg er kommet med. Vi har brug for en økonomisk håndsrækning, der giver sikkerhed for, at vi kan få afhøvlet de her ventelister, uden at det kommer til at belaste regionernes budgetter, siger Anders Kühnau.
- Vi har ikke råd til at komme ud i en ny sparerunde.
Sygeplejerske vil se konkret handling
Torsdag kunne TV2 ØSTJYLLAND fortælle om Maria-Louise Øst og hendes familie.
Begge hendes sønner på henholdsvis fem og otte år, har operationer i vente. Men de er nu begge blevet udsat til 2022.
- Vi har aldrig oplevet noget lignende før. Jeg ved ikke, hvor jeg skal rette mine henvendelser. Vi oplever også, at sundhedspersonalet er pressede. Det påvirker os sindssygt meget, siger Maria-Louise Øst til TV2 ØSTJYLLAND.
En af de pressede sygeplejersker er Lasse Holm Sloth Madsen, der arbejder som behandlersygeplejerske på skadestuen på Aarhus Universitetshospital. Han fortæller, at sommeren i år har været mere travl end nogensinde før.
- Vi har råbt og skreget i mange år om, at der mangler sygeplejersker. Nu står vi i orkanens øje i et sundhedsvæsen, der er tæt på kollaps, siger Lasse Holm Sloth Madsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han venter dog i spænding på at se, hvad resultatet bliver af dagens melding. Som situationen er lige nu, har han ikke meget tillid til Anders Kühnaus udmeldinger.
- Vi står i en ekstraordinær situation lige nu, og Anders Kühnau har sagt, at han vil honorere os for det, så nu må han vise, at det ikke bare er valgflæsk, siger Lasse Holm Sloth Madsen.
Sundhedsministeriet oplyser til TV2 ØSTJYLLAND, at aftalen mellem Danske Regioner og sundhedsministeren gælder resten af 2021.