Brugte forkerte tal til at lukke munden på modkandidat: - Han må føle sig presset
Regionsrådsformand brugte et ikke-opdateret tal i en debat mod sin hovedmodstander. Stærkt bekymrende, for bruger han så andre tal, der ikke har hold i virkeligheden, lyder det fra modkandidat.
- Det duer ikke, at patienterne selv skal henvende sig. For det er der næsten igen, der gør.
Med de ord fejede regionsrådsformand i Region Midtjylland Anders Kühnau, Socialdemokratiet, torsdag aften i en debat med Venstres Anders G. Christensen på TV2 ØSTJYLLAND alle tanker om at lade patienter gå direkte til privathospitalerne af bordet.
En lignende ordning i Region Syddanmark er kun brugt af 87 patienter, lød argumentet fra regionsrådsformanden. Men tallet, som han torsdag brugte i sin argumentation, var ikke opdateret, oplyser Region Syddanmark til TV2 ØSTJYLLAND.
- Tallet på 87 patienter var teknisk set korrekt i sidste uge. Det var det antal patienter, som vi havde modtaget fakturaer på fra privathospitalerne for en uge siden, siger Mads Haugaard, afdelingschef for kvalitet og forskning i Region Syddanmark.
Den seneste opgørelse fra denne uge viser dog, ifølge Mads Haugaard, at de nu har modtaget fakturaer på i alt cirka 150 patienter. Men det tal er heller ikke retvisende. Tallet er endnu højere.
- Men ordningen foregår udenom vores visitation, og derfor får vi først viden om, at patienten har gjort brug af muligheden, når privathospitalet sender en faktura på udredningen og den eventuelle efterfølgende behandling, siger han.
Det reelle tal er højere
Tallet 87 dækker altså kun over de patienter, som var færdigudredte på det tidspunkt i sidste uge, hvor Anders Kühnau fik sit tal, og ikke de patienter, som har henvendt sig til et privathospital, men som stadig er under behandling eller udredning. Derfor er tallet reelt højere.
- Der er en betydelig forsinkelse, fra patienten henvender sig til privathospitalet, til vi kan registrere, at der er en patient, der har brugt denne mulighed. Denne forsinkelse kan være på alt fra få uger til flere måneder, så det reelle tal for henvendelser er altså højere, forklarer Mads Haugaard, afdelingschef for kvalitet og forskning i Region Syddanmark.
Regionsrådsformand Anders Kühnau mener dog ikke, det ændrer noget i forhold til hans pointe om, at det ikke vil være en gevinst i den aktuelle pressede situation at lade patienterne gå direkte til privathospitalerne.
- Det tal, jeg har fået oplyst, er 87 borgere fra Region Syddanmark, og det er det, de havde registreret, da jeg fik tallet for få dage siden. At det så viser sig, at tallet reelt er højere, fordi de ikke har fået registreret alle, det ændrer ikke på, at det er så små tal, at de ikke gør nogen forskel i forhold til den periode, vi snakker om, hvor vi i Region Midtjylland ville have haft 25.000 henvendelser til Patientkontoret. Det ville ikke gøre nogen forskel i forhold til ventelisterne, siger Anders Kühnau.
Små børn får udskudt operationer
Afsættet for debatten var et indslag på TV2 ØSTJYLLAND om brødrene Frede på fem år og Karl Johan på otte år, der begge har fået udskudt de operationer, der kan afhjælpe deres smerter.
Lige nu er hospitalerne, ifølge Region Midtjylland, presset til det yderste, og ventelisterne til for eksempel operationer vokser.
Efter indslaget torsdag debatterede de to spidskandidater til årets regionsrådsvalg i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S) og Anders G. Christensen (V), deres respektive bud på en løsning på det enorme pres, hospitalerne er under for tiden.
Herunder, om patienter skal have mulighed for at henvende sig direkte til privathospitalerne uden først at blive visiteret på regionens patientkontor. En model, der lige nu er taget i brug i Region Syddanmark.
Regionsrådsformand Anders Kühnau fastholder, at modellen ikke vil hjælpe i Region Midtjylland med henvisning til, at kun ganske få har brugt det. Også selvom tallet 87 ikke var opdateret, og der derudover er et mørketal, fordi alle, der bruger ordningen, ikke er registreret endnu.
Kunne du ikke have formuleret det på en mere retvisende måde, så man som vælger forstod, at det reelle tal er højere, når du bruger det som hovedargument i en debat?
- Jeg har ingen idé om, hvad det reelle tal er, hvis ikke det er 87. Det er det tal, jeg har fået oplyst, og det er det eneste tal, jeg kan oplyse på det tidspunkt. At Region Syddanmark så ikke har fået registreret alle regninger på det tidspunkt, jeg giver tallet, det kan jeg jo ikke vide. Hvordan skal jeg kunne bringe den nuance ind i debatten, når jeg ikke kender til den?
Burde du have kendt til den, når det er dit hovedargument?
- Det skal jeg ikke kunne sige. Men hvordan skulle vi vide, hvilke regninger de har liggende i Region Syddanmark, som de ikke har fået registreret endnu?
I kunne vel have spurgt dem, hvordan de opgør deres tal?
- Ja, og det vi har fået at vide er tallet for de borgere, man har registreret, har henvendt sig direkte til et privathospital. Det må vel være det rigtige tal at give. At der så efterfølgende kan komme regninger ind fra borgere, det kan jeg ikke redegøre for, siger Anders Kühnau.
Så du står på mål for det tal, du brugte i debatten med Anders G. Christensen?
- Ja, og selvom tallet åbenbart er 150 eller højere, så havde det ikke gjort nogen forskel, for det havde stadig ikke battet noget i forhold til ventelisterne. Men selvfølgelig skal vi altid give de retvisende tal, og det har jeg også gjort i det her tilfælde. På det tidspunkt var 87 det retvisende tal.
Modstander: Stærkt bekymrende
TV2 ØSTJYLLAND har spurgt Anders G. Christensen, hvad han mener om, at Anders Kühnau brugte et tal, der ikke var reelt.
- Jeg synes jo, det er betænkeligt, at regionsrådsformanden render rundt med tal, der ikke er korrekte. Det er jo stærkt bekymrende, for er der så andre tal, han bruger, der ikke har hold i virkeligheden. Næste gang, han kommer med et tal, vil jeg i hvert fald stille spørgsmålstegn ved, om han har fast grund under fødderne, siger Anders G. Christensen.
Han ved godt, at de to er politiske modstandere og derfor skal tage deres slagsmål.
- Men jeg synes ærligt talt, at det er ærgerligt, hvis man ikke kan have tillid til de tal, han bruger. Og han sætter jo også spørgsmålstegn ved Region Syddanmark og Stephanie Lohses troværdighed. Det må jo være udtryk for, at han føler sig presset, siger Anders G. Christensen.