Familie lever ’sindssygt’ sundt: Sådan går det dem i dag
På Djursland bor en familie, der har truffet en række valg, som nogle vil mene er ekstreme. Sådan går det dem i dag.
Hvad er sundhed egentlig?
Er det masser af fedtholdig kost og crossfit? Er det vegetarisk mad og mental balance – eller er det træning, grøn kost og nul sukker?
Tre familier gav over fire programmer deres bud på et sundt familieliv i 'Min sindssygt sunde familie'. De fortalte, hvorfor de har valgt at leve sundt – og undervejs i optagelserne blev de testet af overlæge Bente Klarlund.
Men hvordan går det så familierne i dag? Lever de stadig efter samme principper, eller har de ændret noget efter optagelserne?
Melanie og Daniel Larsen, tre børn, fra Djursland
Familiens udgangspunkt: Melanie og Daniel Larsen går meget op i at mindske stress og leve et lykkeligt liv. Derfor hjemmeskoler de deres børn, sover alle i samme seng, lever vegetarisk og drikker kul for at levende udrensende.
Bente Klarlund roste familien for at have taget stilling til sundhed og have fokus på stress og tilknytning. Hun påpegede, at Melanie og Daniels kondition var dårlig i forhold til deres alder. Scanningen viste også, at Daniel havde for lav muskelmasse. De fleste af familiens blodprøver var fine – pånær niveauet af jern, der var for lavt hos Melanie Larsen og parrets søn Christian. Bente Klarlund opfordrede derfor familien til at dyrke mere motion samt få tilskud af jern.
Hvad er der sket i jeres liv, siden optagelserne sluttede?
- Efter programmet bestilte vi en tid til lægen til Christian. Vi fandt ud af, at der ikke er jern i hans multivitaminpille, så den har vi skiftet ud. Allerede to uger efter Bente Klarlunds besøg havde han et normalt jernniveau igen, og lægen var derfor ikke bekymret. Jeg tror, at grunden til, at jeg havde lavt jernniveau, var, at jeg havde været på juicekur i 21 dage. Mit niveau er nemlig også normalt igen, siger Melanie Larsen
- Derudover er Christian lige startet i skole. Han er meget begejstret for det, og vi er rigtig glade for, at han har lyst til at prøve det af. Benjamin hjemmeskoles fortsat her hjemme, tilføjer Melanie Larsen.
Bente Klarlund opfordrede jer til at dyrke mere motion. Har I taget det til jer?
- Vi vidste godt, at vi havde en dårlig kondition, for det har ikke været en prioritet for os at dyrke sport, mens vi har haft små børn. Det har været den tætte tilknytning. Det seneste halve år er Daniel begyndt at løbe et par gange om ugen, og jeg er startet i fitnesscenter fornylig. Planen er, at jeg skal gå der tre-fire gange om ugen plus fysioterapibehandlinger. Min krop trænger til det, og jeg kan mærke, at lysten er der til det nu. Vores yngste datter også ældre nu og kan godt være sammen med sin bedstemor herhjemme imens, siger Melanie Larsen.
Skal I blive ved med at leve på denne måde?
- Ja. Hvis jeg tænker på alternativet, gør det ondt i min mave. Vi lever det liv, der føles godt for os. Jeg tror ikke nødvendigvis, at det er den rigtige måde for alle. Men det er det for os lige nu, siger Melanie Larsen.
Hvad tager I med jer fra programmet?
- Vi føler, at vi har godt styr på, hvordan vi vil leve vores liv, men vi er altid åbne for at lære mere. Programmet viser, at man hele tiden skal mærke efter, for der er forskellige veje til sundhed, siger Melanie Larsen.
Læs mere om familiens hverdag og valg af livsstil her: