For første gang i to år: Landsdækkende hedebølge over Danmark
Mere end halvdelen af landet har nu registreret hedebølge.
Hvis du går rundt og har det varmt og mest af alt har lyst til at hoppe i bølgen blå, så er der noget om snakken.
Sommervarmen har nemlig i den grad taget fat og sender søndag eftermiddag temperaturen op mellem 25 og 30 grader i stort set hele landet. Og det har den nu gjort flere dage i træk.
Søndagens høje temperaturer har således resulteret i, at mere end halvdelen af landet nu opfylder kriteriet for hedebølge. Dermed har vi officielt landsdækkende hedebølge i Danmark.
En hedebølge er defineret ved, at gennemsnittet af de højeste temperaturer tre dage i træk overstiger 28 grader. For at en hedebølge er landsdækkende, skal det varme kriterie være opfyldt for mere end halvdelen af landet.
Og det skete altså søndag eftermiddag klokken 14, hvor 58 procent af målestationerne kunne berette om hedebølge.
Det er første gang i to år, at vi har landsdækkende hedebølge i Danmark.
Her har det været varmest
Kriteriet for hedebølge er især opfyldt centralt i landet.
Det gælder blandt andet ned gennem det centrale Jylland, på Midtfyn, Lolland samt Vestsjælland og Nordsjælland.
Her har man altså svedt ekstra meget, hvor temperaturen i gennemsnit har toppet med over 28 grader hen over fredag, lørdag og søndag.
Selvom det kan lyde indviklet, så er søndag dag nummer 1 i hedebølgen. Årsagen er, at en hedebølge netop kræver tre på hinanden følgende dage.
Dermed tæller de to første varme dage ikke med i en hedebølge, men først dagene derefter.
Mens 58 procent af landet kan berette om hedebølge, er varmebølgen straks mere udbredt. Her er hele 95 procent af landet ramt af varmebølge.
En varmebølge har samme definition som hedebølge. Her skal gennemsnittet af maksimumtemperaturen over tre dage dog blot overstige 25 grader, hvilket altså er gældende for stort set hele landet.
Den landsdækkende varmebølge blev allerede en realitet lørdag.
Kan blive en langvarig hedebølge
Mens vi tidligere på sommeren har haft lokale hedebølger, er hedebølgen i denne omgang for første gang landsdækkende.
Og kigger man på prognoserne for den kommende uge, er der udsigt til, at hedebølgen fortsat kan skylle hen over landet de næste fire dages tid.
De nedenstående temperaturkort viser forventet maksimumtemperatur mandag til torsdag. Her kan store dele af landet fortsat opleve op mellem 25 og 30 graders varme, hvilket kan gøre hedebølgen langvarig mange steder.
De kommende dages varme sommervejr bliver dog ikke nødvendigvis med bagende sol. Luften over Danmark blive nemlig markant mere ustabil, hvilket giver stor risiko for kraftige tordenbyger i løbet af den nye uge.
Du kan læse mere om vejret i den kommende uge her.