Smukt forårsvejr i vente

Hen over påsken kommer der masser af sol, mens det samtidig bliver varmere dag for dag.

Udgivet Opdateret
Solens stråler vil lige så stille begynde at mærkes varmere. Foto: Tove Skipper‎

Påsken er startet med gråt og til tider vådt forårsvejr.

Men sådan fortsætter det ikke. Faktisk er der udsigt til, at påskevejret 2022 bliver lunt og solrigt.

I løbet af langfredag vil et højtryk bygge sig op over Danmark, der i de efterfølgende dage giver stabilt og smukt forårsvejr.

Der vil dog være store temperaturkontraster hen over landet. Kystområder med pålandsvind vil få det noget køligere end andre steder på grund af det kolde havvand, mens der også vil være store forskelle mellem nat og dag.

Således kan vi om natten få let frost flere steder, mens temperaturen i dagstimerne kan komme op omkring 15 grader, når det bliver varmest.

Femdøgnsprognosen fra 15. april til 19. april. Der venter flotte påskedage med masser af sol og stigende temperaturer. / Foto: TV 2 Vejret

Vejret skifter langfredag

De fleste vil stå op til skyet vejr langfredag. Måske endda med en enkelt byge lokalt.

Men i løbet af formiddagen og eftermiddagen vil en opklaring indfinde sig fra nord.

Solen går ned mellem klokken 20.04 i det østligste Danmark og klokken 20.33 længst mod vest. Til den tid vil det være med solrigt vejr i det meste af landet. Kun de sydligste egne vil fortsat have en del skyer.

Temperaturen forventes at toppe mellem 10 og 12 grader, hvor det bliver varmest.

Prognose langfredag. Opklaring fra nord. / Foto: TV 2 Vejret

Højtryksvejr fra lørdag

Påskelørdag er der dømt højtryksvejr over Danmark.

Det betyder som udgangspunkt masser af sol. Dog kan der være en del højtliggende skyer, som kan sløre lidt for solen. Men alligevel vil den overvejende fornemmelse for lørdagsvejret være solrigt.

Temperaturen får et nøk opad og topper på omkring 13 graders varme. Da der næsten ingen vind er, kan forårssolen nydes i fulde drag.

Prognose lørdag. Højtryk har bygget sig op over Danmark og giver solrigt forårsvejr. / Foto: TV 2 Vejret

Fuld sol påskedag

Påskens flotteste dag forventes at blive påskedag, hvor solen i langt det meste af landet kan skinne uhindret fra en blå himmel.

Dermed er det en god idé at huske solcremen, hvis man er eksponeret for solens stråler i længere tid ad gangen. UV-indekset er nemlig kravlet over 3.

Vind er der fortsat ikke meget af, mens temperaturen igen stiger en smule til mellem 11 og 14 graders varme. De varmeste områder bliver i den vestlige halvdel af Jylland og Hovedstadsområdet.

Langs kysterne, hvor mange danskere tager i sommerhus, skal man være klar på, at temperaturen blot kommer op mellem 5 og 8 grader.

Prognose påskedag. Masser af sol og op omkring 14 grader. Noget køligere langs kysterne. / Foto: TV 2 Vejret

2. påskedag fortsætter det solrige vejr. Imidlertid kan højtliggende skyer efterhånden drive ind over de vestlige landsdele.

Mandag bliver formentlig påskens varmeste dag med op til 15 grader på termometret.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her