Stor forskel på hund, kat og kanin - sådan er dit kæledyr påvirket af nedlukningen
Kæledyr kan blive stressede, når vi er hjemme hele tiden, siger dyrlæge.
Lille Vigga har været i særligt godt humør, efter hendes familie er blevet tvunget til at være hjemme på grund coronakrisen og nedlukningen af samfundet.
- Man kan mærke på hende, at hun nyder den ekstra opmærksomhed fra os, og at vi har haft mulighed for at gå lange ture med hende, siger Esther Josiasen om hunden Vigga.
Hunde og katte sover op imod 14-16 timer i døgnet
Pernille Blok-Rissom, dyrlæge
Den lille pjuskede hund bor sammen med Esther Josiasen, hendes mor Anne Katrine Jensen og søster Ingeborg Josiasen.
Familien har været hjemme i 39 dage, mens skoler og arbejdspladser har været lukkede, og det har Vigga nydt godt af.
Og Vigga er ikke det eneste kæledyr, der har fået sin hverdag vendt op og ned. Mange arbejder og studerer hjemmefra, og det mærker vores kæledyr - både på godt og ondt, siger Pernille Blok-Riisom, der er adfærdsdyrlæge og især behandler hunde og katte.
- Nogle dyr trives med, at vi er meget hjemme og nyder godt af den ekstra opmærksomhed. For andre vil det blive for meget med al den aktivitet, siger Pernille Blok-Riisom.
Læs, hvad der sker med dit kæledyr, når du er meget hjemme, og få gode råd til, hvad du skal gøre, når du skal starte på arbejde igen.
Sådan har din hund det under nedlukningen
Der er mange hunde, der trives med, at ejeren er hjemme under nedlukningen af samfundet: Der er mere tid til at nusse og tid til flere eller længere gåture, og det er en positiv ting, fordi det styrker båndet mellem hund og ejer, siger Pernille Blok-Riisom.
Men der er også forskel på hunde, og nogle vil opleve at blive overstimulerede. For eksempel hvis der er meget aktivitet med børn og dermed et højere lydniveau.
- Det kan føre til, at hunden får sværere ved at falde til ro, og i værste fald kan den få forhøjet blodtryk og stress, siger Pernille Blok-Riisom.
Det skyldes også, at hunde sover langt flere timer i døgnet end mennesker.
- Lidt afhængig af alder og race, så sover hunde op imod 14-16 timer i døgnet. Nogle faktisk mere, forklarer Pernille Blok-Rissom.
Dyrlægens råd: Forsøg at opretholde de normale rutiner. For eksempel ved at lade hunde være alene i løbet af dagen, så den oplever at blive forladt, og at man kommer hjem igen – også selvom det er en kort periode, du er væk.
Og selvom hunde er søde og kæleindbydende, så er det vigtigt, at man lader hunden være, når den trækker sig - og at hunden har et helle. Det kan være en kurv eller et tæppe, hvor den kan gå hen og være alene.
Sådan vil det påvirke din hund, at du begynder på arbejde igen
Man kan frygte, at det vil blive et stort problem med alene hjemme-udfordringen for hunde, siger Pernille Blok-Riisom. For nogle hunde vil det være værre end for andre.
Dyrlægens råd: Det er en god idé at begynde at inkorporere rutiner 14 dage, inden man begynder på arbejde. Det kan man gøre ved at arbejde i et andet lokale, end hvor hunden opholder sig.
Sådan har din kat det under nedlukningen
Selv om katte er sociale og kan være tæt knyttede til deres ejere, så trives de også godt i deres eget selskab. Derfor vil der være mange katte, der i øjeblikket tænker: ”Gad vide hvonår de her mennesker går på arbejde igen?”, siger Pernille Blok-Riisom.
Det skyldes også, at katte tit og ofte sover i hvert fald 16 timer i døgnet - og med børn og voksne rendende hjemme hele tiden, kan det være svært at opnå.
Dyrlægens råd: Pernille Blok-Riisom anbefaler, at man giver katten ro i løbet af dagen.
Sådan vil det påvirke din kat, at du begynder på arbejde igen
For mange katte vil det være rart at få mere alenetid. For de katte, der er mere sociale, vil det være en omvæltning, når folk i husstanden begynder på arbejde igen, siger Pernille Blok-Riisom.
Dyrlægens råd: Generelt vil kattene få glæde af at få mere fred og ro uden at være omgivet af mennesker.
Hvis din kat er meget social, er det en god idé at vænne den til at være alene i dagene, op til du starter på arbejde. Eksempelvis arbejde i et andet lokale, end hvor katten opholder sig.
Sådan har kaniner og gnavere det under nedlukningen
Nogle kaniner bor omringet af frisk luft i bur i haven, mens andre kaniner og gnavere bor indenfor i varmen.
Alle vil formentlig opleve, at deres ejere er mere tilstede og opmærksomme, imens samfundet er lukket ned. Det er positivt, siger dyrlæge Katie Svane Lindhe, der særligt arbejder med gnavere og kaniner på en dyreklinik i Farum.
- Når man går hjemme, har man mere kontakt til sine dyr, og det er særligt en god ting for udekaninerne – især efter vinteren, hvor kontakten måske ikke har været optimal, siger hun.
For kaniner, mus, marsvin og hamstere, der bor indenfor i bur, kan opmærksomheden dog blive for meget. Fordi ejerne nu er hjemme hele tiden, er der nemlig risiko for, at de bliver overstimulerede, og det kan være stressende for dem, siger Katie Svane Lindhe.
- Kaniner er aktive omkring skumring, altså tidlig morgen og sen aften. Nu er ejerne også hjemme midt på dagen, og det kan stresse dem lidt mere, forsætter hun:
- Også gnavere har brug for pauser midt på dagen.
Dyrlægens råd: Forsøg at holde dyrenes naturlige døgnrytme. Hvis kaninen har lyst til at hvile sig, så lad den hvile sig - lad i dit dyr komme hen til dig, i stedet for at du opsøger den.
Sådan vil det påvirke kaniner og gnavere, at du begynder på arbejde igen
Måske har du vænnet din kanin eller marsvin til at være mere aktiv. Det kan være en god idé at opretholde den rutine. For eksempel gå en hoppetur i sele med din kanin, når du kommer hjem fra arbejde, siger Katie Svane Lindhe.
- Kaniner er vant til rutiner, derfor kan de godt finde på at spise i møbler osv., hvis rutinerne ikke bliver opretholdt, så det gælder om at finde andre ting, de kan gnave i, siger hun.
Dyrlægens råd: Lige nu har man formentlig god tid til at bygge større indhegninger og motionsmuligheder. Det er en god idé at gøre sådanne ting nu, som dyrene kan få glæde af på den anden side af lockdown.