Weekenden bliver kold – og der er risiko for sne
Vejret slår om senere på ugen, og vejrprognoserne åbner muligheden for vinterligt nedbør.
Hvis du skal en tur i byen denne weekend, kan du risikere en meget kold tur hjem. I yderste instans kan du risikere en natlig vandretur i snevejr. Særligt natten til lørdag, der bliver den koldeste i denne omgang.
Hvor koldt det bliver, og om det nu også ender med sne, er dog fortsat behæftet med en vis usikkerhed, men sikkert er det, at vejret kommer til at skifte, og det bliver koldt.
- Det kommer til at føles som en stor kontrast i forhold til mandag og tirsdag, hvor vi har temperaturer på op til 20 grader og nærmest sommerligt vejr, og så weekenden, hvor det kan ende meget vinterligt, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt.
Nedbøret kan blive hvidt eller vådt
Vejret slår markant om fra torsdag til fredag. Nogle steder vil temperaturen kunne falde helt ned til ti grader, og samtidig vil det blæse kraftigt op.
- Der kommer tre nætter i træk med mulighed for nattefrost. Og det bliver måske helt ned til minus tre grader, så der er altså ikke bare tale om, vi bare lige skal ned og kysse frysepunktet, det bliver koldt, fastslår Sebastian Pelt.
Udover at det bliver markant koldere, er det også sikkert, at der kommer nedbør. Om det bliver hvidt eller vådt, det er for tidligt at sige, men begge muligheder står åbne.
- Det er stadig tre-fire dage ud i fremtiden, så detaljerne er meget usikre. Selve vejrskiftet er meget sikkert, men usikkerheden består i, hvor stor en del af nedbøren, der bliver vinterlig som slud, tøsne eller hagl, og hvilke områder, der er mest udsat for at bliver ramt af de byger, siger Sebastian Pelt.