Genopstiller ikke som formand for KD: Peger på næstformand
Sygemeldt formand for Kristendemokraterne trækker sig. Han peger i stedet på Isabella Arendt, som er opstillet i Østjylland.
Efter syv år som formand har Stig Grenov besluttet, at han ikke vil genopstille som landsformand for Kristendemokraterne.
Han støtter, at næstformand Isabella Arendt overtager hvervet som formand, skriver han i en meddelelse.
- Processen frem mod beslutningen har været længe undervejs. Imidlertid har tiden efter valgets udskrivelse for alvor gjort det klart, at det er tid til nye kræfter og visioner i spidsen for partiet, siger han i meddelelsen.
Det står ikke umiddelbart klart, hvornår han vil træde formelt tilbage.
Stig Grenov er i øjeblikket sygemeldt med stress, men har ikke været ved en læge. I mellemtiden har 26-årige Isabella Arendt varetaget hans erhverv som formand.
Hun beskrives som partiets store håb i jagten på at komme i Folketinget for første gang i 14 år.
- Isabella har igennem år udvist en kæmpe arbejdsindsats og dertil kløgt, format og overblik i praktisk håndtering af den politiske dagsorden. Det er min overbevisning, at Isabella vil styrke partiets stærke holdånd og føre KD videre ind i en ny tid, siger Stig Grenov.
Det vakte opsigt, da formanden i sidste uge sendte et tweet ud, som siden blev trukket tilbage.
På det sociale medie Twitter skrev han blandt andet, at "det er, som om alle kvinder skal have en abort for at være moderne og frigjort."
Men det var ren og skær frustration over, at han gentagne gange blev misforstået, forklarede han efterfølgende og undskyldte, at det kunne opfanges forkert uden for konteksten.