24-årig sigtes for drab på ung kvinde
En kvinde blev søndag fundet død under "mistænkelige omstændigheder". Nu er en 24-årig mand sigtet for drab.
En 24-årig mand er blevet sigtet for drab på en 18-årig kvinde, der søndag blev fundet død i Brabrand i det vestlige Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi på det sociale medie X, der tidligere hed Twitter.
Manden fremstilles mandag klokken 14 i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Her vil han blive begæret varetægtsfængslet.
Højlydte skænderier
Naboer, der ikke ønsker at stå frem, fortæller TV2 Østjyllands reporter på stedet, at der de seneste tre dage op til drabet har lydt højlydte skænderier fra lejligheden, hvor der ifølge naboerne bor er kærestepar.
Østjyllands Politi har ikke offentliggjort informationer om den dræbte og den anholdtes relation.
Søndag omtalte politiet indledningsvist, at kvinden var død under "mistænkelige omstændigheder". Det igangsatte en intensiv efterforskning, og senere samme dag blev den 24-årige anholdt.
Politiet skriver på X, at det mandag ved middagstid ikke har flere oplysninger. Men det vil oplyse mere om sagen senere på dagen.
Pårørende er underrettet
I forbindelse med efterforskningen har politiet været til stede i området omkring Gudrunsvej i Brabrand søndag og natten til mandag.
Natten til mandag udtalte det dog i en pressemeddelelse, at der er tale om "en meget alvorlig hændelse".
- Vi har iværksat en intensiv efterforskning, og vi er tilfredse med, at det har været muligt at foretage denne anholdelse i sagen.
- Efterforskningen vil fortsætte, indtil vi har klarlagt de nærmere omstændigheder i sagen, sagde Thomas Schouby Hansen, der er vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, i pressemeddelelsen.
Den afdøde kvindes pårørende er ifølge politiet blevet underrettet.
Vi fremstiller i dag kl. 14 en 24-årig mand i grundlovsforhør v Retten i Aarhus. Han sigtes for manddrab efter en 18-årig kvinde i går blev fundet død på en adresse i Brabrand. Vi sender en pressemeddelelse ud med flere oplysninger senere. P.t. ikke yderligere #politidk #anklager pic.twitter.com/rH52eYyuHK
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) September 4, 2023