26-årig tog pirattaxa og vågnede flere tusind kroner fattigere

Der kan være flere konsekvenser ved at tage en pirattaxa.

Udgivet Opdateret
Politiet fraråder på det kraftigste, at man sætter sig ind i en pirattaxa. Genrefoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det blev en dyr tur hjem fra byen, da en 26-årig mand natten til mandag prajede en taxa.

Der var nemlig tale om en såkaldt pirattaxa, som endte med at koste ham flere tusind kroner, oplyser Østjyllands Politi.

- Vi kan godt forstå, at det kan være fristende, hvis man ikke kan finde en rigtig taxa. Men der er tit større konsekvenser, end man lige tror, siger pressemedarbejder Emil Enemark Sørensen.

For selvom den falske taxachauffør ellers var flink og erklærede turen for gratis, da den unge mand skulle til at betale, så var det ikke tilfældet.

Dagen efter var der trukket et større beløb fra den forurettedes konto. Derfor opfordrer politiet endnu en gang på det kraftigste til, at man aldrig benytter pirattaxaer.

- Der er også en risiko for, at man kan blive truet til for eksempel at udlevere værdigenstande, siger kommunikationsmedarbejderen.

Flere tilfælde

Det er langt fra det eneste tilfælde, hvor det er endt galt for folk, der tager en pirattaxa hjem, lyder det. 

I sidste uge blev der registreret yderligere tre tilfælde i Aarhus, hvor personer var blevet franarret penge. I et af tilfældene havde pirattaxaen et skilt i forruden, hvor der stod taxa.

Ifølge Emil Enemark Sørensen er en tid med mange julefrokoster og byture, og dermed mere rift om taxaerne, noget, der meget vel kan lokke flere pirattaxaer ud på vejene.

- Der er større risiko for, at nogle vil udnytte situationen, hvor mange skal hjem på samme tid, og det er svært at få en almindelig taxa, siger kommunikationsmedarbejderen.

Politiet opfordrer samtidig folk til at melde det, hvis de selv bliver narret af en pirattaxa. Men undgå dem først og fremmest, lyder det.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her