400 meter kø til mobilt testcenter: - Jeg kunne først få en tid til coronatest i weekenden

I flere østjyske byer som Silkeborg og Aarhus er det ikke muligt at blive testet med tidsbestilling før i weekenden, og derfor var der onsdag lang kø til det mobile testcenter i Risskov.

Udgivet Opdateret
Der er 400 meter kø og op mod halvanden times ventetid for at blive testet ved det mobile testcenter, der i dag står i Risskov.

Ruben Sortbergs datter blev tirsdag testet positiv for coronavirus, og derfor skal hele familien nu testes, men det er svært at komme til.

Han forsøgte allerede tirsdag aften at bestille tid til en coronatest, men det viste sig hurtigt, at der var lange udsigter til ledige testtider.

- Jeg kunne i aftes tidligst bestille en testtid i weekenden her i Aarhus. Jeg kiggede også efter tider i Viborg og Silkeborg, men der var situationen den samme, siger Ruben Sortberg til TV2 ØSTJYLLAND.

Derfor besluttede Ruben Sortberg og familien sig for fra morgenstunden onsdag at møde op ved et af de mobile testcentre, hvor tidsbestilling ikke er nødvendig. Den idé var de ikke alene om.

Da de ankom ved det mobile testcenter ved Beboerhuset Vest’n i Risskov klokken 8.45 var der allerede lang kø.

Ruben Sortberg gav sig hurtigt til at tjekke afstanden fra køens bagerste plads og til testcenteret på Google Maps. Svaret blev 400 meter lang kø.

De mere end 400 meter kø strækker sig langs Vejlby Centervej, ind ad en cykelsti og op til testcenteret ved Beboerhuset Vest'n.

Godt med lange køer til test

Klokken 10.08 indtog Ruben Sortberg og familien køens forreste plads og fik taget en test. Det blev altså til næsten halvanden times ventetid i køen.

Men på trods af den lange ventetid, så finder Ruben Sortberg det positivt, at så mange mennesker står i kø for at blive testet.

- Det er jo godt, at der er så lang kø, for det betyder jo, at folk gør deres borgerpligt og lader sig teste, siger Ruben Sortberg.

Og den holdning deler han med flere andre i testkøen, som TV2 ØSTJYLLANDS udsendte reporter har snakket med.

- Jeg tænkte nok, at der ville være mange, men det er nok fordi folk er lidt desperate for en test her i Aarhus. Jeg synes bare det er dejligt, at så mange vil lade sig teste, siger Julie Svinth Nielsen, der på dette tidspunkt har stået i kø i omkring en time.

- Det er jo helt fint at se, at så mange bliver testet. Jeg synes, at det er godt, at folk tager det seriøst, siger Brian Nørgaard, der på dette tidspunkt har ventet i en time og ti minutter i køen.

Aarhus Kommunes mobile testcenter rykker sig rundt forskellige steder i kommunen fra dag til dag.

Det mobile testcenter står i dag i Risskov, men det rykker sig rundt i hele Aarhus Kommune fra dag til dag.

Du kan på kommunens hjemmeside se, hvor det mobile testcenteret, der tilbyder coronatest uden tidsbestilling, befinder sig de enkelte dage.

Når man stiller sig i kø til et mobilt testcenter, så kan man ikke være sikker på at blive testet, da de har et fastlagt antal test per dag, og testcenteret vil derfor lukke, når der ikke er flere test, uanset hvor mange, der stadig står i kø.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her