43-årig fra Aarhus mistænkes som bagmand: Hvidvaskede for over 30 millioner
Et større netværk har ifølge politiet brugt minkskind til at vaske penge fra organiseret kriminalitet hvide.
Tirsdag blev ti personer anholdt i en stor aktion på tværs af landet. Sagen omhandler hvidvask for mere end 30 millioner kroner gennem handel med minkskind.
Hovedmanden er ifølge National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, en mand på 43 år fra Aarhus.
Det oplyser NSK i en pressemeddelelse tidligt onsdag morgen.
Alle de anholdte i sagen er sigtet for hvidvask af særlig grov beskaffenhed - blandt andet gennem salg af minkskind.
Otte af de ti anholdte i sagen er relateret til produktion og salg af minkskind og har bopæl rundt i landet.
Den sidste anholdt er en 47-årig mand, der er mistænkt for at have været involveret i transport af minkskind.
Penge stammer fra organiseret kriminalitet
Tirsdag blev der foretaget ransagninger i forbindelse med anholdelserne, og der blev fundet minkskind og mere end 10 millioner kroner i kontanter.
Den 43-årig mand, der menes at være hovedmanden i sagen, er også sigtet for at medvirket til handel med 1,4 ton hash og forsøg på at indsmugle 19,3 liter flydende kokain.
Ledende politiinspektør hos NSK Michael Kjeldgaard udtrykker glæde over anholdelserne.
- Jeg er tilfreds med, at vi efter en omfattende efterforskning har kunnet skride til anholdelser i sagen. Det er vores opfattelse, at de anholdte er en del af et større netværk, som gennem handel med blandt andet minkskind har medvirket til handelsbaseret hvidvask af kontanter, der stammer fra organiseret kriminalitet.
- Vi mistænker, at hvidvasken er sket fra efteråret 2022 og helt frem til i dag, og at det drejer det sig om hvidvask af mere end 30 millioner kroner. Dermed er statskassen blevet snydt for et stort millionbeløb.
Seks personer bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag klokken 09.00 ved Retten i Aarhus. Anklagemyndigheden vil bede om lukkede døre, oplyser NSK i sin pressemeddelelse.
TV2 Østjylland vil være til stede i retten og opdaterer med seneste nyt herunder:
Spørgsmål eller kommentar? Skriv til os!