55 år med farverigt tøj og glade kunder: - Det er helt unikt

En ikonisk butik fejrer 55-års jubilæum i maj, og det er en helt særlig bedrift, mener City-direktør.

Udgivet Opdateret

Det sker med jævne mellemrum at butikker må dreje nøglen om og lukke. Men sådan er det ikke gået for Birthe Pedersens butik Sophies Tøjhus på Pustervig Torv i det centrale Aarhus.

Gennem 55 år har hun drevet forretning og hjulpet kunder med at finde det rette tøj, og selvom det hele startede ved et tilfælde, er butikken i dag blevet hendes livsværk.

- Det er jo nærmest blevet en livsopgave for mig. At klæde mine kunder på og få tøjet til at passe til deres øjne, hår og form. Det er altid en stor fornøjelse, siger indehaver af Sophies Tøjhus Birthe Pedersen.

Birthe Pedersen foran sin butik.

Hun købte butikken i 1969, da hun var 23 år gammel, og har siden været en vigtig del af tøjhusets udvikling og succes. Men faktisk startede butikseventyret allerede inden, Birthe Pedersen havde navn og lokaler på plads.

Som 19-årig blev hun spottet i en af sine mors hjemmesyede kjoler, og kort tid efter begyndte hun og hendes mor at forhandle de håndlavede designs. Og det blev altså startskuddet til et langt arbejdsliv i modebranchen.

- Vi fik hurtigt 40 kunder over hele landet, og derfra tog det fart. Min far klippede tekstiler i weekenden, min mor syede, og jeg stod for alt det andet. Nogle år senere kunne vi åbne Sophies, siger Birthe Pedersen, der stadig arbejder fem dage i ugen i butikken.  

Opskriften på succes

At det er gået Birthe Pedersen og hendes forretning godt, skyldes ifølge indehaveren selv hendes dygtige og ihærdige medarbejdere og en lang række loyale kunder, der er kommet igen og igen gennem tiden.

- Jeg er meget forkælet med både mine kunder og medarbejdere. Det har jeg altid været, og det er jeg meget taknemmelig for, siger Birthe Pedersen. 

Men en del af hæderen bør ifølge direktør for Aarhus City Forening, Claus Bech, også gå til Birthe Pedersen selv. For hun har ifølge direktøren formået at følge med tiden og tilbyde kunderne en oplevelse ud over det sædvanlige.

- Det er helt unikt med en forretning, der kan fejre 55-års jubilæum. Birthe og hendes butik har været en væsentlig faktor for handelslivet i Aarhus gennem flere år, og at Birthe selv har været med i alle de år, det er meget imponerende, siger Claus Bech.

Ifølge City-direktøren er butikker som Sophies vigtige for en by som Aarhus. Det er nemlig noget af det, der adskiller byen fra mange andre handelsbyer.

- De selvstændige butikker er vigtige fyrtårne og understreger handelslivets mangfoldighed, som Aarhus er kendt for, og som vi gerne vil værne om, siger Claus Bech, der mener, at Sophies er en af byens ældste butikker.

Farverige klæder er et must

Butikken på Pustervig, der fejrer 55-års jubilæum i maj, er spækket med tøj i alverdens farver og former til kvinder i alle aldre. Og faktisk er det også noget af det, der har været vigtigt for Birthe Pedersen. 

At kvinder kan finde noget, der passer dem, og at tøjet gør kunderne glade. 

- Tøj, der følger med tiden, er vigtigt. Vores stil er personlig og skiller sig ud fra meget andet i gaden. Der er ikke noget her, der hedder "kone-kjoler". Tøjet passer alle aldre, det kommer kun an på formen, siger Birthe Pedersen.

Birthe Pedersen, der blev inspireret til butikkens navn af en sundhedsplejerske, der nævnte navnet "Sophie" for hende og hendes mor, håber, at jubilæet i maj ikke bliver det sidste, hun kommer til at fejre. 

- Lige så længe jeg og mine medarbejdere synes, det er sjovt, og kunderne har lyst til at komme, bliver vi ved. Jeg håber da, at det næste jubilæum bliver et 60-års, siger Birthe Pedersen, der i dag er 78 år. 

Tøjhuset fejrer jubilæet den 23. maj klokken 13 i Arkaden på Pustervig Torv.

Se et ældre indslag om Birthe Pedersen. Videoen er fra marts 2022.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her