72-årig kvinde ville vaske bil: Kørte i vaskehal uden kørekort
En 72-årig dame kørte søndag aften i vaskehal med sin bil. Problemet var bare, at kvinden ikke havde noget kørekort
Det er måske ikke alle, der har lyst til at bruge deres søndag på rengøring og bilvask, men det havde en 72-årig kvinde. I hvert fald kørte hun i aftes hen på Q8 Tankstationen på Silkeborgvej i Brabrand for at vaske sin bil. Ideen var da også meget god, men på køreturen tiltrak hun sig opmærksomhed.
- Søndag aften modtog vi et opkald fra en bekymret borger, der har set en bilist, som muligvis var spirituspåvirket. Han fortalte, at bilisten netop var kørt ind på tankstationen, så en patrulje kørte derhen, fortæller Jeanette Løv Rasmussen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.
Kørte i bilvask uden kørekort
Da Østjyllands Politi ankom til tankstationen, var damen netop ved at køre ud fra vaskehallen med sin bil. Men inden hun nåede videre på sin færd, blev hun altså trukket til side af politiet, som spurgte ind til hendes kørsel.
- Vi tog en alkometertest på kvinden, men den viste sig ikke at give noget udslag, så politiet vurderede, at kvinden ikke var spirituspåvirket. Hun fortalte dog, at hun godt kunne huske at have kørt i modsatte side af vejen, men hun huskede ikke hvorfor, fortæller Jeanette Løv Rasmussen.
Det viste sig i stedet, at der var et andet problem med den ældre dame på søndagstur. Kvinden havde nemlig ikke noget gyldigt kørekort.
- Da vi spurgte efter hendes kørekort, fortalte hun, at hun ikke havde noget. Det blev hun sigtet for, siger Østjyllands Politi.
Efterfølgende måtte den ældre dame ringe til sin ægtefælle, som hentede både hende og den nyvaskede bil på tankstationen.