Line tør ikke spise vaniljekranse: Frygter at smør feder gennem huden
Line elsker julen, men hendes spiseforstyrrelse gør det til en svær og ensom tid.
Det er svært for 26-årige Line Glintborg at forklare, hvorfor hun får det dårligt af at røre ved smør. “Ad,” udbryder hun indimellem, når hun skal bruge fingrene til at skubbe smørret fra kniven og ned i skålen.
Hun prøver at fortælle sig selv, at man ikke kan tage på gennem huden, men en del af hende er ikke overbevist.
Det er december, og juleaften nærmer sig. Line er i gang med at bage vaniljekranse med rystende hænder.
Der er mange dele af bageprocessen, som hun hygger sig med, men undervejs kæmper hun konstant med sin spiseforstyrrelse, der fortæller hende, at alle 175 gram sukker fra opskriften lander i én småkage, og at hun kan tage på gennem huden, hvis hun rører ved smørret.
En ensom tid
Siden sommer har Line stresset over juleaften. Hun har haft en spiseforstyrrelse halvdelen af sit liv, så man burde måske tro, at hun havde vænnet sig til at holde jul med visse forbehold, men hvert år kæmper hun med følelsen af at være utilstrækkelig.
- Det giver en følelse af ensomhed, når jeg ikke kan være med til alle de sociale ting, som mine venner og min familie laver her i julen. Det giver et enormt savn, og jeg synes, det er svært ikke at kunne være den søster, datter og veninde, som jeg gerne vil være.
Det er Lines indtryk, at hendes familie har forståelse for, at hun har brug for ekstra støtte juleaften. Men for hende er der stadig skam forbundet med at have brug for hjælp fra sin mor til at spise et måltid, selv efter hun er fyldt 26 år.
- Jeg har brug for, at hun hjælper mig med at anrette min mad og sørge for, at der er de mængder, som jeg har aftalt med min diætist. Hun skal også skære min mad ud, for ellers sidder jeg og fedter rundt med alt for små stykker og får ikke nok op på gaflen. Og så kommer det måltid til at tage alt for lang tid, siger hun.
Tilbage i køkkenet skal dejen æltes. Indtil nu har Line ikke rørt den med sine hænder, for hun har en frygt for, at hendes krop kan optage kalorier gennem huden. Af samme grund bryder hun sig ikke om at bruge ansigtscreme.
I år vil hun gerne øve sig på at spise småkager uden at kompensere for kalorierne efterfølgende. Tidligere har hun kastet op, taget afføringspiller eller dyrket motion for at “rette op” på de kalorier, hun har indtaget.
I TV2 Østjyllands serie Pigerne på Bosted stod Line frem og fortalte om sit liv med en spiseforstyrrelse. Et liv, der er præget af angst og skam, når det kommer til mad, fordi det føles forkert og ulækkert at spise.
Bekymringer trumfer glæden
Hjemme hos Line er julen en ambivalent tid. På den ene side elsker hun den, og på den anden side vil hun gerne bare have den overstået. Hun fortæller, at det er svært, at mange traditioner i december er bundet op på mad, men det er også svært at føle, at der er en automatisk forventning om, at man har det hyggeligt i december.
Line er ikke alene med at føle, at julen er en ekstra svær tid. Hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade modtager de hvert år op til jul mange henvendelser, der drejer sig om bekymringer forbundet med mad og familietid.
- Der er ingen tvivl om, at det er rigtig svært at have en spiseforstyrrelse, når vi nærmer os juletiden. For os alle sammen er julen et spørgsmål om familie, hygge og gaver, men fordi det hele er centreret omkring mad, og mad er omdrejningspunktet i en spiseforstyrrelse, så bliver det meget vanskeligt at glæde sig til julen, fordi bekymringerne kommer til at fylde alt for meget, siger Laila Walther, direktør hos Foreningen Spiseforstyrrelse og Selvskade.
Hun opfordrer til mere samtale og ærlighed samt mindre samvær om mad i julen, hvis man er pårørende til en med en spiseforstyrrelse.
En indre kamp
Vaniljekransene forlader en efter en den hvide sprøjtepose, som Line omhyggeligt fører rundt på bagepladen. Sirligt ligger de på rad og række og venter på at komme i ovnen.
- Jeg forstår godt, hvis nogen tænker, at det er lidt underligt, at en, der har en spiseforstyrrelse, sidder og bager vaniljekranse. Selvom det måske ikke ser sådan ud, så kan jeg faktisk godt lide at bage, og jeg kan jo også godt lide vaniljekranse, så jeg tror, at jeg skal prøve at samle mod til at smage dem.
I hverdagen fylder Lines spiseforstyrrelse alt. Hun har svært ved at komme i tanke om en situation, hvor den ikke er til stede. Derfor er følelsen af at føle sig utilstrækkelig og udenfor fællesskabet langt fra et nyt bekendtskab. Line håber, at hun kan inspirere pårørende til mennesker med en spiseforstyrrelse til at samles om hyggelige aktiviteter i julen, der ikke centrerer sig om mad.
- Der er mange ting, man kan lave, der ikke handler om mad. Det er heller ikke, fordi de pårørende ikke må sidde og spise. For mig har det bare været vigtigt at forventningsafstemme, hvor jeg er i forhold til mad, og hvor meget mine pårørende skal støtte mig, forklarer hun.
Lines vaniljekranse er færdige. To plader med gyldne småkager har forladt ovnen og ligger nu og køler af på risten. Langsomt fyldes lejligheden med duften af småkager og jul.
De fleste af dette års vaniljekranse bliver givet til Lines familie og personalet på det bosted, hun bor på. Hvis hun forestiller sig at skulle bage småkager igen om et år, vil drømmen være, at hun har fået et så afslappet forhold til mad, at hun kan spise dem uden kvaler. Skal hun være realistisk, håber hun, at det bare er blevet lidt lettere at bage dem.
