Aarhus Havn siger nej: Vindmølleprojekt i modvind efter konflikt

Aarhus Vindmøllelaug og Aarhus Havn er endt i en stor konflikt efter sidstnævnte i offentligheden har anklaget vindmøllelauget for at samle investorer til et projekt, der ikke findes.

Udgivet Opdateret
Det er i forbindelse med et projekt om etablering af fire vindmøller langs med Østhavnevej i Aarhus C, at konflikten mellem Aarhus Havn og Aarhus Vindmøllelaug er opstået. Foto: Morten Rasmussen

Hvad der startede med en helt almindelig invitation til et orienteringsmøde, er nu endt som en stejl kommunikationskonflikt mellem Aarhus Havn og Aarhus Vindmøllelaug.

I dag, fredag, skulle Aarhus Vindemøllelaug nemlig have afholdt et virtuelt infomøde med en lang række virksomheder fra havnen i Aarhus. Men det har en pressemeddelelse fra Aarhus Havn sat en stopper for.

- Vi har aflyst mødet, da havnedirektøren har skabt så meget uro omkring det hele, at vi nu er bange for, at virksomhederne ikke tør stille op til sådan et møde. Vi er simpelthen bange for, at han har truet dem væk, siger talsmand for Aarhus Vindmøllelaug, Peter Esmann, til TV2 ØSTJYLLAND.

I pressemeddelelsen skriver Aarhus Havn med havnedirektør Thomas Haber Borch i spidsen blandt andet, at Aarhus Vindmøllelaug forsøger at få virksomheder og private borgere til at investere i et vindmølleprojekt på havnen i Aarhus, der ikke findes, og som ikke er godkendt, men derimod er direkte afvist af Aarhus Havn.

- Når man skriver til vores kunder, at man ønsker at starte salget af tegningsretter i december måned til projektet, så konflikter det med, at det slet ikke er muligt at opstille de vindmøller langs Østhavnsvej, som projektet handler om. Det er ganske vist ikke ulovligt, men vi følte, at det var vigtigt at oplyse folk om, at projektet ikke bliver til noget, siger Thomas Haber Borch til TV2 ØSTJYLLAND.

Men den udlægning af sagen er Aarhus Vindmøllelaug slet ikke enige i. Mødet har ifølge dem slet ikke haft til formål at skaffe investorer, men derimod oplyse virksomhederne på havnen om mulighederne ved grøn energi, og hvis muligt indgå en forhåndsaftale om tegningsretter, hvis projektet alligevel bliver godkendt.

- Vi har ikke haft i sinde at sælge skindet, inden bjørnen er skudt, men vi har derimod villet fortælle virksomhederne på haven, at hvis der kommer en bjørn, og hvis den bliver skudt, så kan de få forkøbsret på skindet, siger Peter Esmann.

Er projektet dødt?

Projektet, som det hele handler om, er et projekt, der skal sikre opførelsen af fire privatejede vindmøller på Aarhus Havn, hvor Aarhus Kommune i forvejen er i gang med at etablere to vindmøller.

Det er i forbindelse med et projekt om etablering af fire vindmøller langs med Østhavnevej i Aarhus C, at konflikten mellem Aarhus Havn og Aarhus Vindmøllelaug er opstået. / Foto: Google Maps

Projektet vil placere de fire vindmøller langs Østhavnevej i Aarhus C, der leder ned til Molslinjens nye færgeterminal. Men det vil Aarhus Havn altså ikke være med til.

- Den placering er ikke mulig på grund af vores infrastruktur på området. Vi har derfor af hensyn til vores drift og havnens fremtidige udvikling besluttet at sige nej til projektet med vindmøller langs Østhavnsvej, siger Thomas Haber Borch.

En af hovedårsagerne til, at Aarhus Havn ikke er interesseret i projektet, er ifølge Aarhus Vindmøllelaug, at der muligvis er en udvidelse på vej på den del af havnen.

- Hvis havneudvidelsen går igennem, så vil de vindmøller komme til at stå inde midt på havnen. Det kan vi selvfølgelig godt se ikke er hensigtsmæssigt, og derfor er vi også helt okay med, at de bliver rykket længere ned på havnen, hvis den bliv er udvidet, siger Peter Esmann. 

Løsningen med at placere vindmøllerne på den sydligste del af havnen, når den eventuelt engang er blevet udvidet, mener Aarhus Vindmøllelaug, at de har fået positive tilkendegivelser på både fra Aarhus Havn og byrådet i Aarhus Kommune.

Og netop Aarhus Kommune og dets byråd spiller den afgørende rolle i sagen om vindmøllerne, da Aarhus Havn er ejet af netop Aarhus Kommune.

- Hos Aarhus Havn holder vi os neutrale omkring vindmøller, da vi mener, at det er en beslutning, der skal tages i byrådet. Derfor har vi indvilget i en dialog med Aarhus Kommune om opstilling af to vindmøller på containerpladsen, da de er en del af kommunens energiplan, siger Thomas Haber Borch.

Dermed afventer både Aarhus Vinmøllelaug og Aarhus Havn, hvad der bliver besluttet i byrådssalen omkring vindmøller på havnen i Aarhus.

På billedet er illustreret, hvordan det vil se ud, når de to vindmøller, der er en del Aarhus Kommunes energiplan engang står færdig.

- Hvorfor ringede han ikke bare til mig?

Eftersom både Aarhus Vindmøllelaug og Aarhus Havn afventer en beslutning fra byrådet, kan det virke mærkeligt, at vindmøllelauget alligevel forsøger at samle opbakning til projektet blandt virksomhederne på havnen, hvilket Aarhus Havn i deres pressemeddelelse også undrer sig over. Peter Esmann mener selv, at der er en logisk forklaring på det.

- Udfordringen er, at vi driver en frivillig forening, hvor vi regner med at sælge andele af vindmøller til borgere og virksomheder i Aarhus. Derfor er vi nødt til at gå ud og indsamle tilkendegivelser for at være sikre på, at vi har noget at arbejde med, siger Peter Esmann.

Han forsikrer desuden for, at Aarhus Vindmøllelaug, på trods af at de allerede nu indsamler tilkendegivelser til projektet, inden byggetilladelsen er givet, aldrig kunne finde på reelt at sælge andele af projektet inden byggetilladelsen er i hus.

Foruden, at Aarhus Vindmøllelaug er uenige i den fremstilling af sagen, som Aarhus Havn beskriver i deres pressemeddelelse, så er vindmøllelauget også dybt skuffet over selve beslutningen om at gå til pressen som det første.

- Vi havde håbet, at havnedirektøren havde rettet direkte henvendelse til os, men han har valgt at gå til pressen i stedet for. Han har endda sendt advokatbrev til mig. Jeg føler, at vi kunne have løst uoverensstemmelsen med en simpel telefonsamtale i stedet for at spilde både tid og penge på alt det her, siger Peter Esmann.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her