Afkræftet hund reddet ud af bil
Politiet måtte slå en bilrude i stykker, for at få hunden ud af den overophedede bil.
En parkeret bil på Ordrupvej nær Tivoli Friheden i Aarhus dannede torsdag rammen om en dramatisk redningsaktion. Inde i den bagende varme bil lå nemlig en hund og synet af dyret, der lå indespærret i heden, fik kl. 16.15 en bekymret borger til at ringe til politiet.
En patruljevogn blev sendt ud til bilen og betjentene kunne hurtigt konstatere, at hunden var tydeligt mærket af varmen.
- Den reagerede slet ikke, når der blev banket på ruden, skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport om episoden.
Pas på hunden i bilen
- Sørg for at rulle vinduerne ned i din bil, så hunden kan få luft.
- Parkér der, hvor der bliver ved med at være skygge.
- Sørg for at stille vand frem til hunden.
- Læg et telefonnummer i bilrude, så man kan ringe til dig.
Kilde: Dyrenes Beskyttelse
Ejer får bøde
Betjentene forsøgte herefter at få fat i ejeren af hunden.
- Da betjentene ikke kunne få fat på ham, valgte de til sidst at slå en rude i stykker og redde hunden ud, står der i døgnrapporten.
Hunden kom med på politistationen og her kunne den 47-årige mand, som ejer hunden senere hente den.
- Han blev sigtet efter dyreværnsloven og kan nu se frem til en bøde for ikke at give sin hund ordentlige forhold i bilen, fremgår det af politiets rapport.
Hvis du ser en hund i en varm bil
- Forsøg at finde ejeren. Hvis bilen står foran et supermarked, så få ejeren efterlyst via samtaleanlæg.
- Kan du ikke få fat i ejeren, så ring til politiet på 114.
- Vurderer du, at hunden er i livsfare, kan du i yderste fald slå ruden ind. Rådfør dig dog med politiet først - du kan risikere en sigtelse for hærværk, hvis det ikke kan bevises, at hunden var i livsfare.