Akutlægen Mads ved aldrig, hvad der venter

Når Mads Lind Ingeman træder ind ad skydedørene på akutafdelingen i Skejby, ved han aldrig, hvad der møder ham.

Ingen dage er ens. Men én ting er sikkert - det handler ofte om liv eller død. Selvom det kan være voldsomt, trives han i det.

- Enten er man til det, eller også er man ikke. Jeg er ikke så vild med en hverdag, der er planlagt fra 8-16. Jeg kan godt lide det uforudsigelige, og at man aldrig ved, hvad der kommer af udfordringer, siger overlægen, som TV2 Østjylland følger i serien 'Vores Vilde Hospital'.

Uforudsigelighed er nok også noget af det, der betegner Mads' arbejde på Aarhus Universitetshospital bedst.

- Man har ikke fantasi til at forestille sig, hvad der kan ske. Virkeligheden overgår tit fantasien, og jeg ser noget nyt nærmest hver uge, siger Mads.

Han sørger for behandling af alt fra trafikofre, brystsmerter og blodpropper til folk, der skal have hjælp til at få ærter ud af næsen.

Og så er der også de gange, hvor selv en garvet læge kommer på gyngende grund.

Skudoffer sat af ved døren

Overlægen har været på afdelingen i syv år, og det er heldigvis ikke hver dag, at han står med de helt alvorlige tilfælde. Men det er alligevel sket flere gange på hans vagt, at et skudoffer er blevet sat af foran døren ved Akutafdelingen.

Normalt kommer patienterne ind med en ambulance, og det giver Mads og kollegaerne mulighed for at forberede sig.

- Så jeg er helt uforberedt, da mine kollegaer råber, at der sker noget udenfor. Her har nogen sat en af, der er blevet skudt, og hvis tilstand er alvorlig, siger han.

På stedet skal patienten vurderes og behandles, mens der bliver hentet en båre og samlet et traume-team.

- Her er jeg helt ude af min komfortzone. Jeg er vant til at have en stue og nogle rammer, jeg kender, men vi prøver at træne, så vi har en rygmarvsreaktion at falde tilbage på.

Hvordan det gik med skudofferet, må han ikke udtale sig om, men det er sket mere end én gang i hans tid, fortæller Mads. 

Han har samtidig set sin del af skudsår, hvor det er patienten selv, der ved et uheld har trykket på aftrækkeren på et jagtgevær og skudt sig selv i foden.

Og så er der de mindre akutte tilfælde, hvor unge, der har drukket for meget, kommer ind og skal observeres.

En bizar situation

Med de mange vekslende opgaver og tidspresset var Mads som nyansat nervøs for at lave fejl. Men det tog ikke lang tid, før han følte sig sikker blandt kollegaerne på afdelingen - for de står aldrig alene.

Det er lige så vigtigt som at kunne grine sammen af en bizar situation, fortæller Mads.

Her tænker han straks på en patient, der kom ind og var stærkt afkølet, efter han var faldet i havnen. 

Teamet kunne ikke forstå, hvad manden sagde og kom frem til, at det måtte være polsk. Så da manden havde en pung på sig med danske papirer, blev man nervøs for, at der lå endnu en i det kolde vand.

- Men da vi fik varmet ham op, begyndte han at tale dansk. Når man bliver meget nedkølet, så kan man godt få nogle taleforstyrrelser, forklarer Mads.

- Det gik godt med patienten, så det kunne vi grine lidt af bagefter sammen med ham.

Det går heldigvis godt med størstedelen af patienterne. En gang imellem takket være et lille mirakel, fortæller han.

Mads har set mennesker uden en skramme blive reddet ud af biler, der er krøllet sammen til uigenkendelighed, og folk, der er faldet ned fra fem meters højde uden at komme til skade. 

Nogle kommer under huden på lægen

På enkelte dage kan det dog føles som om, at de alvorlige tilfælde står i kø. Her har det været vigtigt for Mads ikke at tage det med hjem.

Cykelturen til og fra arbejde hjælper ham med at tømme hovedet. Derudover ynder han at skifte lægeinstrumenterne ud med sin guitar. Den og tiden med det metalband, han spiller i, giver ham en tiltrængt pause fra akutafdelingens høje tempo. 

- Nogle gange kan jeg mærke, at jeg er ramt følelsesmæssigt, og så har jeg bare brug for at være sammen med min familie. Den trang har jeg, når jeg har set nogle virkelig trælse trafikuheld, siger overlægen.

For selvom arbejdet også bliver hverdag, kan han stadig blive påvirket.

- Der er nogle, der kommer under huden på en i højere grad end andre. Specielt børn rammer mig, eller hvis vi finder ud af, at en, der bliver indlagt, er uhelbredeligt syg med kræft, siger han.

De mange voldsomme oplevelser er Mads god til at lægge fra sig, så det ikke begrænser hverken ham eller hans familie. Men lidt arbejdsskadet er han blevet, indrømmer han.

Insisterer på én ting

Når man har set tilpas mange trafikofre, så er der nemlig ting, man ikke går på kompromis med i privatlivet.

- Jeg kunne da ikke lade være med at tænke over det, da vi skulle købe bil. Der er nogle biler, hvor det går mindre galt end andre. Og så cykelhjelmen. Det er den eneste ting, jeg tvinger mine børn og resten af familien til at tage på, siger Mads.

Som det ser ud nu, elsker han sit arbejde, hvor han både er akutlæge og uddannelsesansvarlig. Men han lægger heller ikke skjul på, at han og kollegaerne er pressede. 

Og Mads er bekymret for, om han kan holde til det på sigt.

- Jeg vil gerne blive ved, til jeg bliver 70. Men det kræver, at der sker ændringer i sundhedsvæsenet, siger han.

Det håber han. For Mads vil helst ikke undvære arbejdet på afdelingen, som har fået ham til at sætte mere pris på sit liv og de små ting.

- Det kan noget specielt, og jeg kan blive ved med at lære noget og gøre en forskel for mine patienter. Og så synes jeg bare, det, jeg laver, giver rigtig meget mening.

Kom med helt tæt på Mads Lind Ingeman og hans kollegaer på Akutafdelingen i serien 'Vores Vilde Hospital':

Se alle seriens afsnit her.