To anholdte efter skudepisode: Pistol blev rettet mod 15-årig

To mænd er anholdt efter en skudepisode ved Bazar Vest i går aftes.

Udgivet Opdateret
Et 15-årigt vidne forklarede til politiet, at han måtte løbe fra stedet, efter pistolen var blevet rettet mod ham gennem et bilvindue. Genrefoto. Foto: Colourbox

- Vi er tilstede i Brabrand omkring Bazaren. Meldingen er, at der muligvis er to grupperinger op imod hinanden, og i den forbindelse er der hørt høje brag, der lød som skud.

Sådan sagde vagtchef ved Østjyllands Politi, Peter Hallstrøm, i går til TV2 ØSTJYLLAND oven på en melding om affyrede skud i Aarhus V.

Onsdag kan Østjyllands Politi så oplyse, at de har anholdt to mænd på henholdsvis 17 og 20 år og sigtet dem for trusler på livet.

- Den ene kommer selv hen til politiet og erkender, at han har viftet rundt med en pistol. Den anden finder vi frem til efter flere vidneforklaringer, siger kommunikationsmedarbejder for Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Rettede pistol mod 15-årig

Østjyllands Politi modtog flere anmeldelser fra bekymrede borgere i området ved Bazar Vest ved 18.30-tiden i går aftes.

- Flere beboere i området har hørt skud og set en mand gå rundt med en pistol i hånden. Det tager vi meget alvorligt, og derfor kører vi ud til stedet, siger Jakob Christiansen.

Blandt andet havde en 15-årig dreng set en mand række en pistol ud ad vinduet i en bil, der holdt på Tinesvej.

Drengen bliver bange og frygter for sit liv, fordi han bliver truet med en pistol.
Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi

Ifølge drengen pegede pistolen mod ham, og han løb derfor fra stedet. På vejen væk hørte han to skud.

- Drengen bliver bange og frygter for sit liv, fordi han bliver truet med en pistol. Det er derfor, at mændene bliver sigtet for trusler på livet, siger kommunikationsmedarbejderen.

- Mange har været utrygge, og man må jo ikke bare køre rundt og vise en pistol frem på den måde.

Årsagen er ukendt

Et andet vidne har set en mand skyde med en pistol omkring Bazar Vest.

Det viser sig, at vi kan konstatere ud fra patroner, at det er signalpistol. Den kan være farlig, hvis man skyder på meget klos hold.
Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi

Flere områder blev spærret af, mens politiet ledte efter spor. Der blev fundet enkelte løse patroner, som stammede fra en signalpistol.

- Det viser sig, at vi kan konstatere ud fra patroner, at det er signalpistol. Den skyder ikke med skarpt, så der kommer altså ikke en patron ud under affyring. Den kan dog være farlig, hvis man skyder på meget klos hold, siger Jakob Christiansen.

De to mænd, der er blevet sigtet for trusler på livet, er blevet løsladt. I mellemtiden efterforsker politiet sagen nærmere.

- Vi kender ikke til årsagen bag, hvorfor de præcis vælger at gøre det. Derfor undersøger politiet sagen nærmere.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her