Arkæolog i fint selskab
Ung kvinde hædret for at formidle historie
Museumsinspektør Jeanette Varberg fra Moesgaard Museum har i en uge måtte holde på en hemmelighed.
I dag er det endeligt blevet afsløret, at hun er modtager af årets Rosenkjærpris, som hvert år hædrer en forsker eller kulturpersonlighed, der har formået at formidle et vanskeligt emne.
Prisen får hun blandt andet for sin bog "Fortidens slagmarker", hvor hun bruger sin baggrund som arkæolog. Bogen fortæller en historie om krig og konflikter gennem danmarkshistorien lige fra stenalder til vikingetid.
En pris, som kom bag på hovedpersonen selv - for i modsætning til mange tidligere vindere, er 36-årige Jeanette Varberg væsentlig yngre:
- Jeg blev meget overrasket, fordi den er blevet overrakt til nogle ret store personligheder. Det var overraskende at komme så stort selskab, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND og tilføjer:
- Det er sket noget hurtigere end regnet.
Det er DRs radiostation P1, der står bag prisen. Blandt de tidligere modtagere kan nævnes præsten Johannes Møllehave, hjerneforsker Peter Lund Madsen og journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen.
Med prisen følger en præmie på 50.000 kroner og en forpligtelse om at afholde seks foredrag i radioen.
Jeanette Varberg håber, at prisen kan være en fordel i hendes videre arbejde som museumsinspektør og arkæolog:
- Når man bliver kendt og anerkendt bliver det nemmere at få sine budskaber igennem. Det håber jeg også sker for mig.
Du kan se eller gense et interview med Jeanette Varberg fra tidligere på året, hvor hun gæstede Go' Aften Østjylland, i videoen øverst på siden.