Bakken bankede igen stakkels Stevnsgade
Bakken Bears havde ingen problemer med at bringe sig foran med 2-0 i kvartfinaleserien mod Stevnsgade
I sport kan alt som bekendt ske, men skulle det lykkes Stevnsgade at gå videre til semifinalerne i mændenes basketballrække, må det anses som en sensation af de absolut største i dansk basketballs historie.
Fredag aften var Bakken Bears igen knusende overlegne, da bjørnene var på besøg i København.
Her bragte Bears sig foran med 2-0 i kampe med en sejr på 118-72. Der spilles bedst af fem kampe i kvartfinalerne.
Ligesom i første kamp var der absolut ingen grund til, at Bakken Bears spillede sig helt ud.
Samtlige 12 spillere fik masser af spilletid, og pointene fordelte sig også bredt. Seks Bakken-spillere lavede således 12 point eller flere.
Hos Stevnsgade ydede Jesper Sandager ene mand en anelse modstand, da han stod for 30 point.
Bakken Bears kan allerede spille sig i DM-semifinalen på mandag, hvis det lykkes at vinde den tredje kvartfinalekamp.