Forstander chokeret over overgreb på plejehjem

En tidligere ansat er nu midtpunkt i en sag om vold, seksuelle overgreb og blufærdighedskrænkelse på flere aarhusianske plejehjem.

Udgivet Opdateret

Det var en voldsom oplevelse for beboere, pårørende og ansatte på Plejehjemmet Jasminvej i Risskov, da det i foråret 2023 kom frem, at en mandlig ansat havde forgrebet sig på en tidligere beboer.

Det fortæller forstander Pia Lambertsen, der var viceforstander da overgrebene fandt sted.

Det er virkelig en dybt tragisk sag
Pia Lambertsen

- Det fyldte meget dengang, og der tog vi os af alle, så godt vi kunne. Folk var jo i chok, da vi fandt ud af det. Vi meldte det til politiet, og så var der en proces i at stoppe katastrofetankerne og finde tillid til hinanden igen, siger forstanderen til TV2 Østjylland.

Plejehjemmet Jasminvej.

- En dybt tragisk sag

Tirsdag i denne uge kom det frem, at den ansatte - en 60-årig mandlig sosu-hjælper - nu er midtpunktet i en sag om vold, seksuelle overgreb og blufærdighedskrænkelse på tre forskellige plejehjem i Aarhus i perioden 2020 til 2023.

- Selvfølgelig påvirker det os alle sammen. Det er virkelig en dybt tragisk sag og alle pårørende og medarbejdere, er jo dybt berørte af det, fordi man troede, man havde en kollega, man kunne stole på, siger Pia Lambertsen.

Vi ringede rundt til samtlige pårørende og fortalte det, vi nu kunne fortælle
Pia Lambertsen

Da det stod klart, hvad der var sket på plejehjemmet, tog ledelsen fat på at orientere de pårørende.

- Vi ringede rundt til samtlige pårørende og fortalte det, vi nu kunne fortælle, fordi vi ikke kunne fortælle alt på grund af, det var en personalesag. Det vi kunne fortælle var, at en ansat blev politianmeldt, siger Pia Lambertsen.

Samtidig blev der tilbudt psykologhjælp til dem, der havde behov for det, fortæller hun.

Information gav tryghed

På tidspunktet oplevede Pia Lambertsen, at de pårørende til beboerne var glade for at blive orienteret i det omfang, det kunne lade sig gøre, selv om der var tale om en ubehagelig sag.

- Der har været tryghed i, at beboere og pårørende har været godt informeret, men det var en balancegang, fordi vi ikke kunne udtale os om ret meget, fordi det blev en politisag, men der var egentlig god forståelse, siger Pia Lambertsen.

Sagen mod den 60-årige mand begynder tirsdag den 12. marts ved Retten i Aarhus.

Har du oplysninger i sagen, vil TV2 Østjylland gerne høre fra dig. Kontakt lokalreporter Lasse Dieckmann på ladi@tv2oj.dk eller telefon 2843 1857.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her