Fra passion til levevej: Lau droppede HF og forfølger sin drøm

20-årige Lau Frank Vestergaard går ikke på en ungdomsuddannelse som mange andre unge på sin alder. I stedet lever han af sin passion.

Udgivet Opdateret
Det startede som en hobby, men i dag er tegningen Lau Frank Vestergaards arbejde.

Mens mange andre 20-årige bruger pen og papir til danskafleveringer og noter, fylder det en lidt anden rolle for Lau Frank Vestergaard. Han har nemlig valgt at droppe sin ungdomsuddannelse for i stedet at satse på sin passion - at tegne. 

Hvem vil ikke gerne leve af at tegne? Det er det, jeg har drømt om
Lau Frank Vestergaard, børnebogsillustrator

Men selvom drømmen er at tegne, er vejen dertil ikke uden forhindringer. Det er langt fra alle, der lykkes, og Lau Frank Vestergaard er også klar over, at det kræver noget helt særligt for at bryde igennem.

Lau Frank Vestergaard tegner sit bud på Disneys nye version af "Den lille havfrue".

- Det er svært, fordi der er mange, der gerne vil leve af det, men så må man jo bare blive rigtig god, siger han.

Han tegner stort set hver dag og bruger dagligt omkring otte timer på tegnearbejdet.

Lever af sin hobby

Siden han i februar 2021 tog beslutningen om at kvitte HF for i stedet at bruge al sin tid og energi på tegne, er der sket meget.

Han har skrevet kontrakt med virksomheden Lemonade, der skaber kontakt mellem illustratorer og virksomheder. Derudover har han illustreret intet mindre end 14 børnebøger og har selv tre børnebøger på vej, som han både har skrevet og lavet tegninger til.

- Da jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at skrive, tænkte jeg først, at man jo skal holde sig til det, man er god til. Men så fik jeg alligevel en idé til en tegning, og så skrev jeg nogle historier til, siger Lau Frank Vestergaard

Serien med "Oscar og vennerne" består af tre bøger, som Lau Frank Vestergaard både har skrevet og illustreret. De udkommer den 4. november.

Selvom det i første omgang ikke var meningen, at han også selv skulle skrive, er han glad for, at han fik muligheden.

Jeg tror, man skal være mere bange for at blive, hvor man er. Man ved ikke hvor langt, man kan komme, hvis bare man prøver sig frem og springer ud i det
Lau Frank Vestergaard

Har tegnet siden barnsben

Lau Frank Vestergaard har tegnet lige så længe, han kan huske. Først var det hans mormor, der vækkede interessen for tegneriet. 

Hun tegnede med ham, da han var barn, og senere som ung foreslog hans onkel, om ikke han skulle droppe gymnasiet og satse på tegningen. Og det gjorde han så i februar 2021.

- Hvordan forklarer man lige, at man dropper ud af skolen for at tegne uden at lyde mærkelig? spørger Lau Frank Vestergaard.

Selvom det er blevet hans arbejde, ser Lau Frank Vestergaard også tegningen som en pause fra hverdagen.

På trods af frygten for hvad andre tænkte, satsede han på det, han altid havde drømt om - også selvom mange af hans venner på det tidspunkt valgte at tage en gymnasieuddannelse.

- Jeg troede virkelig på det her ”tegneri”, og nu kan man jo se, at det faktisk kan lade sig gøre, siger Lau Frank Vestergaard.

Målet er ikke nået endnu

I dag er blyant og papir, som han brugte som barn, skiftet ud med skærm og tastatur. De fleste af hans illustrationer bliver nemlig lavet på computeren.

- Nogle gange kan man godt blive skør i hovedet af at tegne hele tiden og tænke, at det er en lang kamp. Men når jeg kigger tilbage, er det gået stærkt, og det er fedt at se, at det faktisk fungerer, siger han.

Den færdige illustration af Ariel.

Drømmen om at tegne er ikke levet til ende endnu. Der er stadig masser af tegninger gemt i hånden på Lau Frank Vestergaard.

- Jeg vil gerne være den bedste til at tegne. Blive kendt og have lavet en masse projekter og endnu flere bøger, siger Lau Frank Vestergaard.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her