Har du haft Peter som lærer? Nu efterlyser familien tidligere elever til bisættelse
Torsdag i sidste uge mistede Signe-Kirstine Urban sin onkel. Nu spreder hun budskabet på Facebook, så flest muligt kan sige ordentligt farvel.
- Han var kendt for sit lange røde skæg og rummelige væsen.
Sådan beskriver Signe-Kirstine Urban sin elskede onkel Peter Urban, der sov ind i sidste uge.
Sammen med sin far, der var lillebror til Peter Urban, er hun den eneste nærmeste familie. Derfor efterlyser hun nu, andre der havde en relation til ham.
- Han havde nogle venner, men ellers vil vi nok ikke være så mange i kirken, fordi det kun er mig og min far, siger Signe-Kirstine Urban.
Da hendes onkel Peter Urban sov ind på sygehuset, tog personalet hans ejendele, og dermed også hans telefon. Det gjorde det tæt på umuligt at komme i kontakt med sin onkels venner for at overbringe de sørgelige nyheder og invitere dem til bisættelsen.
Derfor besluttede hun at række ud i lokale Facebookgrupper i Aarhus.
- Jeg har ikke lyst til, at han skal herfra i stilhed, fordi sådan var han ikke. Han var en fest at være sammen med, siger Signe-Kirstine Urban.
For hende er det vigtigt, at alle der kendte hendes onkel, får muligheden for at deltage i bisættelsen.
- Han har fortjent at komme herfra på en ordentlig måde, men dem der har haft en plads i hans hjerte, skal også have mulighed for at sige ordentligt farvel eller sende en blomst, siger Signe-Kirstine Urban.
Og siden hun delte beskeden om onklens død og invitationen til bisættelsen, er det væltet ind med hilsner og minder.
Peter Urban var folkeskolelærer på Skovvangskolen i Aarhus i 30 år, indtil han gik på pension i 2010.
- Han var kendt på Trøjborg for at køre rundt i sin gamle gule folkevogn, som støjede op igennem hele Tordenskjoldsgade, siger Signe-Kirstine Urban.
Men det er især tiden som lærer, der har været baggrund, for de mange hilsner som Signe-Kirstine Urban, har modtaget. Mange af dem, der har kontaktet hende, er de elever, som Peter Urban i årenes løb har undervist i fysik og matematik.
- Jeg er helt overvældet over alle de pæne ord, og jeg er meget stolt af reaktionerne. Jeg har ikke selv oplevet ham som lærer, så det går først op for mig nu, at han har været en fantastisk kollega og en inspirerende lærer, siger Signe-Kirstine Urban.
I mange år arbejdede han også som tillidsmand, og havde en meget fri og humanistisk tilgang til lærerfaget.
Hun arbejder i dag som pædagog i en specialklasse, og det er med til at gøre hende og hendes onkel tæt forbundne.
- Han blev erklæret terminal, dagen inden han døde. Den dag besøgte jeg ham, og skulle afholde skolehjemsamtaler om aftenen, og det var han meget stolt af, siger Signe-Kirstine Urban.
Peter Urban bisættes fra Vejlby Kirke lørdag den 20. april klokken 13.00.