Har du også undret dig? Nye kæmpebænke kommer med et formål
I Aarhus er der placeret to meget høje bænke. Det er en del af hovedkanalen TV2’s kampagne, der skal sætte fokus på klimaforandringerne og en fremtid med øgede vandstande.
Det er ikke bare endnu en Aarhus-historie, hvor et sæt bænke er blevet lavet i en forkert målestok.
Der er derimod en dybere mening med de to bænke, der er placeret to centrale steder i Aarhus - ved Store Torv og Strandvejen.
TV2 Danmark har i en kampagne udviklet fremtidens bybænk for at sætte fokus på en fremtid med forhøjet vandstande.
- Som public service-medie er det vores ansvar at formidle vigtig viden på en måde, som alle forstår. Med de forhøjede bænke vil vi give danskerne et konkret billede af, hvordan fremtiden bliver, hvis vi ikke ændrer noget nu – alle sammen, siger Lotte Lindegaard, der er indholdsdirektør på TV2, i en pressemeddelelse.
Ifølge indholdsdirektøren skal det give stof til eftertanke, og gøre klimaforandringerne visuelle og tydelige for danskerne.
Fremtidens byer skal indrettes anderledes
Du vil næppe kunne komme let og elegant op på bænken, for den er blevet forhøjet med 85 centimeter, og det er der en helt særlig grund til.
FN’s klimapanel, IPCC, udgav i 2021 en rapport, der viser, at den globale vandstand vil stige med op mod en meter i 2100.
- Vandstandene kommer til at stige meget voldsomt og hurtigt frem mod 2100. Det betyder, at storme ikke behøver at være nær så kraftige for at overvælde vores kystbeskyttelse, og det vil give flere oversvømmelser, siger Aslak Grinsted, der er lektor på Niels Bohr Institutets sektion for Is, Klima og Geofysisk ved Københavns Universitet, til TV2.
Derfor tyder meget på, at fremtidens byer skal indrettes anderledes end i dag, hvis vi fortsætter med at udlede CO2 og andre drivhusgasser som nu.
Her er TV2 startet med at nytænke vores bænke.
De to eksemplarer i Aarhus vil blive stående frem til den 10. maj i år.