Inden afgørelsen: Havneudvidelsen deler vandene blandt aarhusianerne
Afgørelsens time er kommet. Beslutningen om Aarhus Havn skal træffes, og det er en beslutning, der har betydning for aarhusianerne.
Det er ikke kun rundt om forhandlingsbordet, at der er delte meninger om udvidelsen af Aarhus Havn. I bybilledet kommer forskellige holdninger også til udtryk. TV2 ØSTJYLLAND tog en tur til Tangkrogen med udsigt til Aarhusbugten i baggrunden for at høre, hvad folk havde at sige.
-
Siri Sylvest Hansen fra Aarhus C
- Min personlige holdning er, at det ville være synd for Aarhus. Det vil ødelægge noget af byen.
- Jeg er imod, at vi kun tænker økonomisk vækst og slet ikke regner klimaet ind som et parameter. Det er sådan set noget af det vigtigste, for jeg har børn og børnebørn, der skal overleve mange år endnu. Det kan de ikke, hvis vi bare bliver ved med at tænke på den her måde: vækst, vækst og vækst og ikke tror på noget andet.
-
Keld Curt Hansen fra Aarhus N
- Det er nødvendigt for at bibeholde Aarhus Havn som en de førende havne, ellers går det bare til Fredericia eller Grenaa.
- Det er livets gang. Sådan er det. Fremskridt kan du ikke lave om på.
-
Clara Mathilde Lund fra det sydlige Aarhus
- Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg ikke rigtig nogen holdning til det.
- Det ville da være ærgerligt, hvis udsigten her forsvinder, men jeg tænker, at der er nogen, der er mere trætte af det end mig.
-
Bertram Houe Bisbo fra det sydlige Aarhus
- Jeg synes, det ville være ærgerligt. Specielt den udsigt, der er her langs Strandvejen, skal vi værne om. Den er med til at gøre Aarhus til en special by. Jeg tager bus 100 her hver morgen, og udsigten gør mig glad, så trods det, at man vil kunne få nogle penge i statskassen, ville det være meget ærgerligt.
- Det er jo en sindssygt vigtig beslutning. Der er mange af sådan nogle beslutninger, som vi normalt ikke kan se, men det her er en beslutning, hvor man vil kunne pege og fortælle sine fremtidige børn, at Aarhus så markant anderledes ud, da man selv var barn. Dengang kunne man se helt til Mols. Så det bliver spændende at følge med i.
-
Henning Thrige fra Stavtrup
- Vi skal selvfølgelig følge med udviklingen, så det er fint nok, at den bliver udvidet på den ene eller anden måde alt efter, hvad de nu beslutter sig for. Men det skulle jo helst ikke være sådan, at den tager for meget af udsigten over bugten.
-
Oliver Bjerregaard fra det sydlige Aarhus
- Jeg har ikke rigtig nogen holdning til det, men hvis det giver gode penge i statskassen, så kan jeg da godt se fidusen i det.
Forhandlingerne startede i går - tirsdag, men der gik ikke mange timer før de første byrådspolitikere forlod forhandlingsbordet. Enhedslisten, Radikale Venstre og løsgænger Jakob Søgaard Clausen kunne ikke se sig selv i de udspil, der blev arbejdet med. Senere på aften fulgte Nye Borgerlige trop.
De resterende partier som er Socialdemokratiet, SF, Venstre og Konservative mødes igen klokken 17 onsdag, og her forventer borgmester Jacob Bundsgaard (S), at man når en afgørelse.
Borgmesteren har allerede slået fast, at havnen bliver udvidet. Spørgsmålet er, hvor stor udvidelsen bliver.