Hører ikke hjemme i naturen: - Jeg bliver vred. Selvfølgelig bliver jeg vred

Flere steder dukker der for tiden asbesttagplader om, som er dumpet i naturen.

Udgivet

I landsbyen Borum, der ligger vest for Aarhus, går Flemming Thisted rundt sammen med sin hund, Bessi, og undrer sig, mens vreden vokser i ham.

Hvordan kan andre mennesker finde på at behandle naturen på dén måde, tænker han.

- Jeg bliver vred. Selvfølgelig bliver jeg vred, siger Flemming Thisted.

To gange inden for den seneste uge har han fundet asbestholdige tagplader i naturen langs Borum Landevej, som tilsyneladende bare er efterladt, så det bliver andres problem at få dem fjernet og skaffet ordentligt af vejen.

- Man laver problemer ude i naturen, hvor man ikke forventer at møde den slags. Når jeg så kommer gående her med min hund, kan den rende og snuse det op. Det skriger jo til himlen, når man ser det, siger Flemming Thisted.

Flemming Thisted tog det her billede forleden, da han gik langs Borum Landevej.

I Voel ved Silkeborg har skovejer Chris Nielsen på samme måde i den forgangne uge fundet asbestplader.

Det har han blandt andet i Overholt Plantage, hvor en stak tagplader ét sted er efterladt pænt på en træpalle, mens de et andet sted er smidt i en bunke i skovbunden.

Genbrugspladsen ligger ellers få kun få hundrede meter væk, men nu er det altså Chris Nielsen, der sammen med de øvrige skovejere står med ansvaret for at få fjernet pladerne.

- Nogen har åbenbart samvittighed til at køre herud og stille det. Det koster jo ikke alverden, og det gør det heller ikke for dem. Sikke en "gave" at få. Nu er det os, der skal håndtere det, have fat i kommunen, politiet og betale for det hele, siger Chris Nielsen.

De kunne lige så godt være kørt på genbrugspladsen, som ligger 500 meter herfra
Chris Nielsen, skovejer, Voel

- Jeg synes ikke, det er rimeligt. Jeg har jo ikke bedt om at få dem herud, og de kunne lige så godt være kørt på genbrugspladsen, som ligger 500 meter herfra.

Travlhed på genbrugspladsen

Det er netop genbrugspladserne, der skal aftage asbestpladerne.

Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvordan opgaven bliver håndteret, men i alle østjyske kommuner kan private helt lovligt aflevere asbestaffald frem til 1. januar. Herefter må nedrivning af asbestholdige materialer udelukkende udføres af autoriserede virksomheder.

De nye regler giver travlhed hos Renosyd, der indsamler og behandler affald i Skanderborg og Odder Kommune.

Her får man i øjeblikket omkring ti gange så mange asbestplader ind på genbrugsstationerne som normalt.

- Det, at man udsætter andre for fare ved at dumpe farligt affald i naturen, er fuldstændigt håbløst. Det er jo også en sikkerhedsrisiko for den enkelte, når man vælger at tage uemballeret asbest og bevæge sig rundt på landevejene med det og stå og dumpe det i naturen. Det er jo ikke ufarligt, siger Casper Bæk Nielsen, der er driftsleder.

Driftsleder Casper Bæk Nielsen fra Renosyd i Skanderborg.

Så hvis man står med nogle asbestplader, man skal af med - hvad er da din opfordring?

- Jamen, det er at få det håndteret korrekt og sikkert. Den bedste løsning er at gå ind på vores hjemmeside og bestille de her big bags. De fås også i mindre størrelser, hvis man ikke har så meget. På den måde bliver det jo transporteret under ordentlige forhold fra start, siger driftslederen.

Asbest

  • Asbest er et naturligt forekommende mineral, som tidligere var meget anvendt i især byggematerialer og til isolering. Asbeststøv er sundhedsskadeligt og årsag til kræft i blandt andet lunger og strube.

  • Selvom asbest ikke er lovligt at anvende i dag, findes det stadig i store mængder i de danske husstande. Er din bolig bygget før 1990, kan der gemme sig asbest på badeværelset, i bløde loftsplader og i tagpladerne. Indendørs asbestarbejde skal både i dag og fra 1. januar 2025 udføres af en håndværker, der er uddannet i at fjerne asbest.

  • Asbesten er ikke farlig, så længe den er indkapslet. Men begynder du at renovere dit hus, er der stor sandsynlighed for at asbesten bliver frigivet. Der skal kun indåndes en smule asbeststøv for på sigt at skade organerne. Har man været udsat for asbest, bliver man ofte først ramt af kræft 30 år senere.

Kilder: Kræftens Bekæmpelse og Arbejdstilsynet.

Husejer: For kort tid til at reagere

TV2 Østjylland har tidligere fortalt om folks problemer med asbestplader som følge af de nye regler for håndtering af dem fra årsskiftet.

I landsbyen Sønderbæk nordvest for Randers fortalte Jens Poulsen i september, at han bor i et klassisk 60'er-parcelhus, der har asbesttag. Han vil gerne nå at skifte taget ud, men han kan ikke opdrive nye eternittagplader, fordi efterspørgslen på dem pludselig er eksploderet.

Den nye lov blev vedtaget af Folketinget i juni, og der gav man så husejere et halvt år til at få udskiftet taget, hvis de altså selv vil gøre det.

Herefter vil det udelukkende være håndværkere med autorisation, der lovligt kan håndtere asbesttag.

Det er for kort varsel, mente Jens Poulsen. Særligt med den lange leveringstid in mente.

- I mine øjne er det fuldstændigt sindssygt. Man er med til at smadre de små samfund som vores, hvor flere af de billige huse bliver usælgelige. Her har folk jo ikke råd til at bruge ekstra på at skifte taget, sagde Jens Poulsen.

- Jeg kan få mine tagplader i december, og der går jeg simpelthen ikke i gang med at udskifte taget. Jeg må vente til næste år, og så må jeg tage den bøde, der kommer, hvis jeg selv gør det.

- Måske er jeg efterfølgende nødt til at finde et sted at grave tagpladerne ned, ligesom det i forvejen sker, når man afleverer dem på genbrugspladsen. Men det burde da ikke være nødvendigt.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her