Letbane: P-forhold kritiseres
Der er kritik af letbanen fra Folketingets Transportudvalg - nogle af medlemmerne mener, at Aarhus Kommune anlægger alt for få parkeringspladser
160 parkeringspladser til omkring 5.000 biler er alt for lidt. Nu blander medlemmer af Folketingets Transportudvalg sig i sagen om Parker og Rejs-anlægget ved Lisbjerg.
Anlægget etableres for at lokke nogle af de mange bilister, der hver dag kører ad Randersvej ind til Aarhus, over i letbanen.
Ikke nok p-pladser
Ifølge Aarhus Kommune kører omkring 5.000 bilister hver dag denne vej, men ifølge de foreløbige planer, bliver der kun plads til 160 parkeringspladser ved anlægget ved Lisbjerg.
Letbanen er en aftale mellem Aarhus Kommune, Region Midtjylland og Staten, hvor staten bidrog med en lille milliard kroner.
Se: Blander sig ikke i p-forhold
- Så er vi selvfølgelig interesseret i, at vi får noget effekt for de penge til gavn for borgene, det får vi kun, hvis vi har det fornødne antal p-pladser, så det bliver let at parkere sin bil og tage toget ind til centrum. Det er en af grundideerne med letbanen, siger Kristian Pihl Lorentzen (V), der er medlem af Folketingets Trafikudvalg.
Kalder uambitiøst
Kim Christiansen, der også er medlem af udvalget, er enig med Kristian Pihl Lorentzen om, at der bør være flere parkeringspladser.
- Jeg synes, det er uambitiøst. Først bygger man en letbane til et milliardbeløb, og så vil man ikke lige bruge de sidste penge på at få flyttet nogle bilister over i den dyre letbane, siger medlem af Folketingets Trafikudvalg Kim Christiansen (O).
Se: Letbanen: Første skinner lagt
- Jeg synes, at man lige skal kigge på det her problem en gang mere, og så se om man ikke kan finde penge til at lave et ordentligt parkeringshus, hvor bilerne kan holde i tørvejr, og så kan det godt være, at det skal koste 5 kroner at holde der, men det, tror jeg, også gerne bilisterne vil betale.
Ingen kommentarer
TV 2 | ØSTJYLLAND har i mere end et år forsøgt at få Aarhus Kommune til at oplyse, hvorfor planerne kun rækker til et parkeringsanlæg med plads til 160 biler, men trafikrådmand Kristian Würtz (A) ønsker ikke at udtale sig.
Siden februar er Staten ude, nu er det Aarhus Kommune og regionen, der er ejere af letbanen. Park og Rejser anlægget er derfor et kommunalt anliggende.
Aarhus Letbane forventer at være klar til at tage imod de rejsende i 2017.
Se mere om parkeringsforholdene i tv-indslaget i øverst her på siden.