Mænd efterlyst: Står bag stribevis af røverier i pirattaxa
Fire mænd fra Aarhus-området er efterlyst af Københavns Politi for røverier og tyverier i pirattaxaer.
En gruppe på ti mænd fra Aarhus-området har over en længere periode udnyttet personer på vej hjem fra det københavnske natteliv.
Røverierne og tyverierne er begået i perioden fra december 2023 til april 2024.
18. april blev seks mænd anholdt i sagen, men Københavns Politi mangler stadig at få fingrene i de resterende fire, og derfor efterlyser de dem nu.
Mændene, som Københavns Politi efterlyser, er i alderen 17 til 32 år.
Politiet efterlyser dem fordi, de er mistænkt for at have samlet personer op i pirattaxa. De mistænkte har fået placeret den forurettede på det forreste passagersæde, så personen troede at de var alene i bilen med chaufføren.
Men på bagsædet har endnu en gerningsmand siddet og afluret passagerens pinkode eller Mobilepay-kode.
Herefter har gerningsmændene stjålet passagerens betalingskort eller telefon, men i nogle situationer har den forurettede nægtet at udlevere dette.
Det har dog ikke stoppet gerningsmændene, der i stedet har anvendt vold eller trusler.
- De fire mænd ved godt, at politiet leder efter dem, men de har endnu ikke meldt sig selv. Derfor går vi nu ud med navne og billeder i håb om, at nogen ved, hvor mændene befinder sig, siger politikommissær Thomas Nyby-Brockmann fra Københavns Politi.
De seks mænd, der blev anholdt tilbage i april, sidder fortsat varetægtsfængslet.
Ved du noget, kan politiet kontaktes på telefon 114.