Medarbejder på Heidi's Bier Bar er smittet med corona
Gæster opfordres nu til at lade sig teste for COVID-19.
En medarbejder fra Heidi's Bier Bar på Klostergade i Aarhus er blevet testet positiv for COVID-19.
Det oplyser Heidi's Bier Bar på deres Facebook-side.
Medarbejderen var på arbejde onsdag den 16. september og torsdag den 17. september i sidste uge, og gæster, der var på stedet de dage, og som har symptomer på corona, opfordres nu til at lade sig teste.
Gæster, der er det mindste i tvivl, om de er smittet, bør også lade sig teste, lyder det fra baren.
Symptomer på COVID-19
Symptomerne på COVID-19 ligner de symptomer, som du kender fra bl.a. influenza.
Typiske symptomer er:
- Tør hoste
- Feber
- Vejrtrækningsbesvær
- Muskelsmerter
- Ondt i halsen
- Hovedpine
Nogle kan også opleve andre symptomer, som fx kvalme, diarré og mistet smags- og lugtesans. Det er forskelligt, hvilke symptomer man får, og hvor syg man bliver.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
- På nuværende tidspunkt har vi intet kendskab til, at nogle gæster skulle være blevet smittet. Og vi håber selvfølgelig, at det fortsætter sådan, skriver de på Facebook.
Heidi's Bier Bar åbnede den 16. september for første gang siden marts, men fredag lukkede den igen på grund af de nye coronarestriktioner, der pålægger barer at lukke kl. 22.
Nyt særligt kriseråd med unge
På et pressemøde tirsdag på Aarhus Rådhus sagde borgmester Jacob Bundsgaard (S), at smitten især er udbredt blandt unge.
På Statens Serum Instituts hjemmeside kan man se, at det især er unge i alderen 20-29 år, der er smittet med COVID-19.
Derfor har kommunen besluttet at oprette en unge-kriseledelse med repræsentanter fra studenterbevægelser, der skal hjælpe kommunen med at nå de unge og lave de rigtige initiativer.
- Vi appellerer til de unge, at de skal begrænse den sociale aktivitet. Vi er nødt til at sige, at det er nødvendigt, hvis vi skal sikre, at vi kan tage vare på dem, der er udsatte i vores samfund, sagde borgmesteren på pressemødet tirsdag.
Ledende overlæge på Infektions Medicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital, Lars Østergaard, sagde, at de unge bliver berøvet en vigtig tid. Men virus er lumsk og kan ramme svage og ældre hårdt, men også de unge selv.
- Vi ved ikke, hvem det rammer. Den yngste, vi har indlagt, er 25 år, og vi ser også unge med senfølger som vejrtrækningsbesvær og koncentrationsbesvær, sagde han på pressemødet.
- Ret jer efter de retningslinjer, der er stillet op. Og lad være med at ses med de, der er i farezonen, siger han på pressemødet.