Mette og Martin frygter fremtiden: - Det skærer mig i hjertet

Aarhus Kommune har besluttet, at der skal spares 2,8 millioner kroner på fem såkaldte lette bofællesskaber. Det skaber utryghed for beboere og pårørende.

Udgivet Opdateret

- Jeg synes, det er skræmmende.

Så klar er meldingen fra Mette Moeslund, der er 39 år gammel. Hun har en specifik udviklingsforstyrrelse og har de seneste år boet i egen bolig i Bofællesskabet Hasselager. 

Hun frygter, hvad det vil betyde for den hjælp, hun vil modtage i fremtiden, når Aarhus Kommune fører besparelser for 2,8 millioner kroner ud i livet på fem af kommunens letteste bofællesskaber.

- Jeg frygter, at de sparer en personale væk. Og jeg frygter, det bliver utrygt for mig og mine medbeboere, og jeg frygter, at vi kommer til at løbe endnu længere for at finde hjælp, når der er noget, der trykker, fortæller Mette Moeslund.

Når jeg tænker på det, så bliver jeg også bange.
Per Mellmølle, Martins far

Det samme gør sig gældende for Martin Mellmølle. Han er 43 år gammel og har en medfødt fejl på et kromosom, som gør, at han er ramt af udviklingshæmning. Han har boet i bofællesskabet i Hasselager længere tid end Mette, og han har gennem årene været med til mange nedskæringer.

- Det skærer mig i hjertet med de besparelser. Jeg har svært ved at sove om natten på grund af bekymringer over, hvad der mon nu skal ske, fortæller Martin Mellmølle.

Byrådet i Aarhus Kommune har besluttet, at der skal spares 2,8 millioner på fem af de lette bofællesskaber i kommunen.

Aarhus Kommunes planer for besparelser:

Byrådet i Aarhus Kommune har besluttet, der skal spares 2,8 millioner på fem af de lette bofællesskaber i kommunen.

Lette bofællesskaber er bofællesskaber, hvor borgerne ikke har brug for hjælp hele døgnet og kan bo i egen bolig,
men hvor der er adgang til fællesfaciliteter og pædagogisk personale i dagtimerne.

De fem bofællesskaber, der bliver ramt er bofællesskabet Grundtvigsvej, Nagelsvej, Stenhøj, Hasselager og Kolt.

Lette bofællesskaber er bofællesskaber, hvor borgerne ikke har brug for hjælp hele døgnet og kan bo i egen bolig, men hvor der er adgang til fællesfaciliteter og pædagogisk personale i dagtimerne.

De fem bofællesskaber, der bliver ramt er bofællesskabet Grundtvigsvej, Nagelsvej, Stenhøj, Hasselager og Kolt.

Der er endnu ikke klarlagt, hvordan Aarhus Kommune vil finde de planlagte besparelser. Frygten for, at der bliver skåret i antallet af timer, hvor der er personale tilgængeligt rammer af flere årsager. 

For det første har de 19 beboere, som bor her i Hasselager ofte behov for hjælp og støtte til forskellige udfordringer i hverdagen. Derudover har beboerne ikke ressourcer til selv at arrangere sociale arrangementer. Så hvis personalets overskud forsvinder, gør beboernes det måske også.

- Så dør bofællesskabet, fortæller Martin Mellmølle.

Bekymringer spreder sig til pårørende

Det er ikke kun beboerne, der bliver påvirkede af de kommende besparelser. Det samme gør sig gældende for deres pårørende, der på grund af flere nedskæringer de sidste mange år oplever, at en større og større del af opgaven for beboernes trivsel er havnet hos dem.

- Jeg er jo nødt til det. Jeg kan ikke lade være med at være der for min datter. Der er ikke andre, der gør det. Jo, pædagogerne her, men det er derfor, jeg frygter, hvad der vil ske fremover, fortæller Anne Moeslund, der er mor til Mette.

Anne Moeslund og Per Mellmølle frygter, hvad besparelser betyder for deres børn.

Også Martin Mellmølles far, Per Mellmølle, frygter, hvilke konsekvenser de kommende besparelser vi få.

- Hvis der her skal skæres ned, så er jeg også lidt bange for, hvad der sker med Martin. Jeg er bange for, om han isolerer sig eller bliver ensom. Og når jeg tænker på det, så bliver jeg også lidt bange, fortæller Per Mellmølle.

- Men Martin er jo din søn. Er det så ikke også i orden, at du skal hjælpe ham?

- Jo, selvfølgelig, men Martin han er også en voksen mand. Han er 43 år, og han siger også engang i mellem til mig, ”du er ikke min pædagog”. Og det er helt rigtigt, at det er jeg ikke, og det skal jeg heller ikke være, fortæller Per Mellmølle.

LEV Aarhus: Det kan være i strid med serviceloven

Ifølge LEV Aarhus så kan besparelserne være i direkte strid med serviceloven:

- De her borgere har fået udmålt hjælp efter paragraffer i serviceloven. Så man kan ikke skære i den hjælp, uden at man laver en konkret og individuel vurdering af hver borger, fortæller Anne Kjeld Pedersen, der er formand for LEV Aarhus.

- Det er jo kommunens pligt at sørge for, at de her borgere får den hjælp og støtte, de har behov for i forbindelse med deres vanskeligheder. Så man kan ikke bare gå ind og spare, fortæller hun.

De pårørende har en oplevelse af, at Aarhus Kommune ikke har for øje, hvor svage borgerne i bofællesskaberne egentlig er, fordi deres udfordringer og handicaps ikke er fysiske, og fordi beboerne i vid udstrækning kan klare sig selv.

- Nu har man ikke opfundet begrebet en hjernekørestol, men det er det, bofællesskabet er. Det er en kørestol, så de her borgere får den hjælp, de har behov for for at kunne være til. Og der ville være ramaskrig, hvis man begyndte at tage kørestolen fra en gangbesværet, fortæller Mette Moeslund.

Rådmand: Støtten kan komme til at se anderledes ud

Det er byrådet, der har besluttet, at der skal findes 2,8 millioner kroner på området. Blandt andet fordi, der i nogle af bofællesskaberne står lejligheder tomme. 

- Jeg anerkender til fulde, at det er frustrerende, og 2,8 millioner er også mange penge. Spørgsmålet er, hvordan vi udvikler nogle indsatser, og om vi kan finde nogle andre veje, fortæller rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Anders Winnerskjold (S). 

Anders Winnerskjold lægger altså op til, at måden, beboerne bliver støttet på, kan ændre sig. Men han understreger, at Aarhus Kommune naturligvis har tænkt sig at overholde serviceloven. 

- Det er vigtigt at slå fast, at alle borgere får lov at blive i deres boliger, og alle borgere skal have den støtte de har behov for fremadrettet, det vurderer vi jo individuelt. Men det kan være, vi skal gøre noget anderledes, fortæller Anders Winnerskjold. 

Aarhus Kommune har afholdt dialogmøder med de ramte bofællesskaber. Mandag eftermiddag skal Anders Winnerskjold selv ud at besøge et bofællesskab for at snakke beboere og pårørende. 

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her