Milliardær forlader sit eget firma
Stifteren af en af Danmarks mest kendte kapitalforvaltere, Aarhus-rigmanden Claus Hommelhoff, har besluttet sig for ikke længere at have sin daglige gang i firmaet. Det skriver Finans.
Stifteren af en af Danmarks mest kendte kapitalforvaltere har besluttet sig for ikke længere at have sin daglige gang i firmaet.
Claus Hommelhoff har sidste arbejdsdag hos aarhusianske Formuepleje 15. december, hvor han fylder 67 år. Det skriver erhvervsmediet Finans.
Dermed forlader han selskabet, som han grundlagde sammen med Erik Møller tilbage i 1986.
Et selskab, som i dag forvalter formuer i omegnen af 27 milliarder kroner og har investeret 65 milliarder kroner på kundernes vegne.
Claus Hommelhoff og hans familie ejer i dag 20 procent af selskabet, efter at Lars Larsen Group for nogle år siden købte sig ind.
Han fungerer i dag som seniorrådgiver, der varetager kontakten med nogle af Formueplejes største kunder.
Sportssponsor
Ved siden af aktierne i Formuepleje ejer Claus Hommelhoff andele i ejendomsselskabet Domis, erhvervsmæglervirksomheden Nordicals, smykkevirksomheden Pilgrim, Restaurant Frederikshøj og en række værtshuse.
Han er involveret i den aarhusianske basketklub Bakken Bears, hvor han er bestyrelsesformand, ligesom han var en af hovedkræfterne bag det nu hedengangne kvindehåndboldhold SK Aarhus.