Minister besøger presset hospital: Stort ønske om flere på fuldtid
Finansminister Nicolai Wammen ønsker flere fuldtidssygeplejersker på Aarhus Universitetshospital. Men ifølge Dansk Sygeplejeråd kræver det flere strukturelle ændringer.
Torsdag besøgte finansminister Nicolai Wammen (S) og regionrådsformand Anders Kühnau (S) Aarhus Universitetshospital for at opleve sygeplejerskernes travle hverdag.
Ud over de penge, der er blevet afsat til 1000 ekstra sygeplejersker, fra regeringen, var et andet af dagens fokuspunkter sygeplejerskernes arbejdstider og andelen på fuldtid.
- Vi skal have uddannet flere sygeplejersker og se på, om vi kan få nogen til at gå fra deltid til fuldtid, siger Nicolai Wammen til TV2 ØSTJYLLAND.
Men ifølge Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland er der flere strukturelle ting, der skal ændres, før flere kan gå på fuldtid.
- Det er nemt nok at pege på sygeplejerskerne, men der er en årsag til, at de er på deltid. Arbejdsmiljøet og alt for mange opgaver på kort tid presser personalet, siger kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd Kreds Midtjylland, Gert Petersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Det første skridt
Ifølge Nicolai Wammen er det første skridt på vejen at afsætte flere penge til flere hænder.
- Vi ved, at det ikke kommer til at løse alle problemer, men det er en start. Hvis vi kan få ansat flere folk, så man ikke skal løbe lige så stærkt, så tror jeg, at nogle af de sygeplejersker, der har søgt uden for faget, måske vil tænke på at komme tilbage igen, siger Nicolai Wammen.
Det er dog ikke lige let at finde de ekstra hænder ifølge Gert Petersen.
- Vi synes, det er supergodt, at de har intention om at ansætte flere. Det er et skridt på vejen, men vi kommer ikke i mål, da vi ikke lige har mulighed for at finde 1000.